Kategori: Pressemeddelelser

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år til en sanger, en klavertrio og to komponister. Hæderspriserne overrækkes i forbindelse med en koncert i Den Sorte Diamant – Det Kgl. Bibliotek onsdag den 20. november kl. 19:30. De fire hæderspriser går til basbaryton Johan Reuter, klavertrioen Trio con Brio Copenhagen og komponisterne Louise Alenius Boserup og Simon Löffler, der hver modtager kr. 750.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Prisen tildeles som en særlig anerkendelse af kunstnernes virke og som en opbakning og støtte til den enkelte kunstners fremtidige arbejde.

Koncerten byder på et varieret program lige fra Beethoven, over Carl Nielsen og Richard Strauss til nykomponerede værker af aftenens to prismodtagere Alenius og Löffler. Ved koncerten medvirker desuden det norske ensemble for ny musik Asamisimasa, pianisten Jan Philip Schulze og Theatre of Voices under ledelse af Paul Hillier.

Årets prismodtagere:

Louise Alenius’ (komponist) tilgang til musik er forbundet med en baggrund i dans og bevægelse. Hun har samarbejdet med adskillige koreografer, og berøring og fysisk nærvær har stor betydning for hendes måde at udforme sine værker på. Men berøringen, nærværet og det intime har også en tvetydighed, der kommer til udtryk i den måde, hvorpå hun de seneste år har introduceret sig selv som både intervention og brobygger i sine værker. Her kan hun finde på at gå helt tæt på musikerne med alt fra bløde strøg til slag, alt imens en rolig melodi udfolder sig.

Simon Løfflers (komponist) fokus er på uvante sansemotoriske teknikker og kontakten mellem kroppen, det strømførende og det mekaniske. Hans værker kræver, at musikerne ofte må lære sig ikke blot at spille kompliceret musik, men også må træne kroppen til at fungere på en helt ny måde inden for en bestemt konstruktion med dens tilhørende performative muligheder og udfordringer. Løfflers virke udgør en udvidelse af det instrumentale og kompositoriske felt på flere niveauer og indgår i udviklingen af den post-instrumentale kompositionsmusik i sin rekonceptualisering af, hvad en instrumental praksis kan være eller blive, når den involverer objekter og maskiner.

Igennem de seneste to årtier har Trio con Brio Copenhagen på højeste internationale plan beriget dansk musikliv med sublimt sammenspil og dybe velovervejede fortolkninger i en af kammermusikkens helt store discipliner – Den klassiske klavertrio. Trio Con Brio har fået et stort trofast publikum, som er blevet vant til, at de høje forventninger bliver indfriet hver eneste gang. Det har igennem de seneste godt tyve år været en stor glæde at følge trioens udvikling og karriere, som foreløbigt er kulmineret med en fremragende indspilning af Beethovens klavertrioer.

Carl Nielsen kunne udtrykke sig i så mange genrer; de store nyskabende symfonier, den intense kammermusik, og ikke mindst i sangen, hvor ord og toner tilsammen skaber sin egen verden. Basbarytonen Johan Reuter formår at skabe denne verden for os, i de store, nærmest symfoniske roller på teatret og i de små intime portrætter som liederne og sangene er. Med sin stærke udstråling og skønne stemme er han en født scenekunstner, som samtidig formår at fremstille sine karakterer med medfølelse og forståelse, så vores syn på vores medmenneskers historier bliver rystet og forandret.

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år til en musiker, en kvartet og to komponister. De fire priser går til solofløjtenist Ulla Miilmann, kvartetten Nightingale String Quartet, komponist Birgitte Alsted samt komponist Line Tjørnhøj. De modtager hver kr. 750.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Prisoverrækkelsen sker i forbindelse med en koncert i Musikkonservatoriets koncertsal, København, den 9. december 2017 kl. 15:00 med deltagelse af bl.a. Underholdningsorkestret, hvor der vil blive opført følgende værker:

– Kort åbningsstykke af Carl Nielsen med DUO

– Agony af Line Tjørnhøj

– Carl Nielsens strygekvartet i G-mol, Opus 13, af Nightingale

– Nach Klänge hin …. af Birgitte Alsted med elektronik, Duo Gelland og DUO

– Carl Nielsens fløjtekoncert med Ulla Milmann

Årets prismodtagere

På den særdeles eksponerede plads som solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret har Ulla Miilmann i mere end tyve år spillet på højeste niveau. Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har hun været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere.

Ulla Miilmann tildeles hædersprisen som en anerkendelse for dette virke og en opmuntring til at fortsætte med at glæde de mange tilhørere, lyttere og seere.

Det unge danske ensemble, Nightingale String Quartet, har med sine medrivende og dybt musikalske fortolkninger indtaget en markant position på landets kammermusikscene. Den danske kammermusik vejer tungt i kvartettens virke, og den anmelderroste indspilning af Rud Langgaards strygekvartetter har også skabt stor international opmærksomhed om ensemblets fine kvaliteter.

Hædersprisen tildeles Nightingale String Quartet som en anerkendelse og en opmuntring til at fortsætte sit virke i mange år fremover.

Birgitte Alsted har en unik stemme i dansk musikliv: organisk og overraskende på samme tid, dramatisk og ekspressivt, hvad enten lydene er frembragt ved computer eller akustisk. Alsted har igennem hele sin karriere frygtløst kastet sig ind i kollektive, interdisciplinære og improvisatoriske samarbejder, og hun har været pioner i at kombinere alle disse arbejdsmåder. Birgitte Alsted tildeles Carl Nielsen Legatet som velfortjent anerkendelse af sit stadig voksende livsværk og en opmuntring – ikke mindst til omverdenen – til at fordybe sig i hendes univers.

Line Tjørnhøj tager ofte fat i temaer, der er fremmede i kunstmusiksammenhæng, og udvikler inderligt ekspressive musikalske udtryk for tilspidsede moralske og sociale dilemmaer. På den måde giver Tjørnhøj helt bogstaveligt en stemme til tabuiserede skikkelser og sindstilstande. Hendes projekter spænder på tværs af kulturer og deres respektive musikalske udtryk og har skabt hende et internationalt arbejdsfelt, der afspejles i selve det musikalske stof. Line Tjørnhøj tildeles hædersprisen som en anerkendelse af sit bidrag til at udvide det musikalske udtryksfelt og en opmuntring til at blive ved med at gøre det fremover.

 

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år (2015) til en musiker og to komponister. De tre priser går til cellisten Andreas Brantelid og komponisterne Juliana Hodkinson og John Frandsen. De modtager hver kr. 600.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Prisoverrækkelsen sker i forbindelse med en koncert i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København den 27. november 2015, hvor det nydannede Underholdningsorkester medvirker. Det bliver opført musik af Haydn, en sangcyklus af John Frandsen “Seven Silly Songs”, hvor komponistens søn Morten Grove Frandsen er kontratenorsolist, og Juliana Hodkinson har specielt til denne koncert skrevet en ny guitarkoncert, hvor den hollandske guitarist Aart Strootman er solist.

Andreas Brantelid

Sin unge alder til trods har cellisten Andreas Brantelid erobret en position som et af Danmarks internationalt anerkendte solistnavne på den klassiske musikscene. Med en bemærkelsesværdig instrumental beherskelse og en usædvanlig skøn cellotone er hans fremførelse af værkerne i det klassiske cellorepertoire præget af elegance og virtuos overlegenhed.

At Andreas Brantelid samtidig er en konstant søgende kunstner med et åbent sind, giver hans fortolkninger dybtfølt personlighed og karisma med en nytænkende dimension, som musiklivet i mange år fremover vil nyde godt af.

Juliana Hodkinson

Juliana Hodkinson arbejder som komponist i et krydsfelt mellem musik for koncertsalen, ofte med inddragelse af teatralske elementer og egentlige installationer med elektronisk iscenesættelse i form af lyd og video. Hendes komponistoriske arbejde foregår derfor også ofte i samarbejde med performance-grupper, både i Danmark og i resten af verden.

Juliana Hodkinsons kompositioner har en særlig skrøbelig følsomhed og sensivitet over for den konkrete verden. Et par karakteristiske titler er Lightness for forstærkede tændstikker og Why Linger You Trembling in your Shell?, som ud over klassiske instrumenter gør brug af fjer, æggeskaller og bordtennisbolde. Men de kan også rumme det storladne romantiske udtryk som i I Greet You a Thousand Times for symfoniorkester og elektronik.

John Frandsen

John Frandsen har været en fremtrædende figur i dansk musikliv og en meget produktiv komponist siden midten af halvfjerdserne. Især inden for vokalmusikken har John Frandsen sat sine aftryk. I 2014 opførtes det halvanden time lange Requiem i DR’s koncertsal, hvor han blander nutidig poesi og sangstemmer med den ældgamle requiemtraditions musik og tekster på yderst virkningsfuld vis.

Senest har operaen Et Dukkehjem – nummer syv i John Frandsens operaproduktion – gjort indtryk med sin vellykkede fortsættelse af den senromantiske operatradition, hvor drama og musik smelter sammen på en ubesværet måde, som er sjælden i moderne musikdramatik.

Hæderspriserne Blev uddelt den 21 november 2014, hvor der samtidig var fernisering på udstillingen.
Arrangementet var åbent for inviterede gæster og tilmeldt presse.

De billedkunstfaglige medlemmer af bestyrelsen motiverer valget af dette års modtagere som følger:

Lea Porsager

Lea Porsager opfinder og udfører rituelle handlinger, der er spundet over nittenhundredetallets dadaister, okkultister og teosoffers teorier og tanker. Hun flytter ind i deres ideer og bruger dem som ready maders for sit eget projekt. Lea Porsagers kunst bliver til i en proces, hvor rituelle handlinger efterlader spor i form af feticher, film og gådefulde installationer. Hendes kunst er gerningsstedet, der dokumenteres og arkiveres.

Lea Porsager er en aktivist, som gerne vil bruge kunsten til at sætte andetheden i spil: Den irrationelle andethed sættes i stedet for den altdominerende rationalitet i vores verden. Hendes kunstproduktion er et mystisk projekt med en uoverskuelig dybde som får beskueren til at fare vild, endda også hvis han/hun har et indgående kendskab til teorierne bag værkerne.

Imidlertid sler dette med fuldt overlæg, for som der står om Lea Porsagers projekt i kataloget fra dOCUMENTA 13: “Kunstneren søger at overskride rationaliteten og i stedet udvikle strategier, der udvider grænserne for vores opfattelsesevne og vækker opmærksomheden om alternative stadier af bevidsthed og kropslige teknologier.”

I ‘Anetta eksperimentet’, som blev realiseret i forbindelse med Porsagers projekt til Karlsaue Park i Kassel, udførte hun sammen med 7 kvinder en performance i form af trancetilstande for at opnå en kollektiv bevidsthed mellem deltagerne. Med inspiration fra teoretikere som Rudolf Steiner, George i Gurdjiief og Jane Heap udvikledes ritualerne og blev udfoldet i en proces.

Sporene efter eksperimentet blev samlet i hendes smukke pavillionbygning i Karlsaue Park, hvor efterladenskaberne på gulvet var formet af træ og stål og sat ind i diagrammer. På væggen projiceredes en film fra udførelsen af eksperimentet. Hele bygningen fremstod som et alter for ofring til – måske især – gudinder, der inkarnerer ideer om antimaterialisme, antikapitalisme, fri kærlighed og spirituel oversanselighed.

Efter udstillingen er der udgivet en gennemført bog, der som en manual beskriver hele eksperimentet.

I 2013 gennemførte Lea Porsager projektet ‘Food for the Moon’. Det er et meget stort projekt, som både omfatter en installation bestående af kobberstave, der hænger ned fra loftet, og opførelsen af den moderne, polske komponisk Henryk Góreckis Opus 35 (fra 1975) samt et uddybende, rigt illustreret teksthæfte.

Alle Lea Porsagers projekter er udført med stor præcision. Lige fra performance-ritualerne over fetich-objekterne til bøgerne, der udgives som dokumentation. Lea Porsagers kunstprojekter er dybe og krævene. De er perfekt konstruerede og fantastisk inspirerende at tilegne sig. For denne store og dybdeborende indsats tildeles hun Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens Legat.

Marianne Jørgensen

Marianne Jørgensen arbejder både i den meget store “Land art” skala og helt tæt på sig selv. Helt konkret er det tæt på hende selv, når hun udfører rumlige eksperimenter i sin egen baghave, eller når hun virkeliggør en drøm om nogle huller gravet i jorden, som hun med arkæologisk omhu graver ud i den eksisterende mark rundt om sit hus, imens hun filmer processen, fotograferer hullerne og afstøber dem i glasfiber.

Men emnerne for Marianne Jørgensens kunstproduktion spænder også over de store forestillinger om en utopi for verden eller opgør med de storpolitiske kræfter, som ender med krige og elendighed. Samtidig går hun ikke af vejen for at servere suppe og kaffe til alle dem, der generøst inviteres ind i Marianne Jørgensens kunsthave for at deltage med projekter og kunstværker eller for at samarbejde, videnbearbejde, udveksle og debattere den stedsspecifikke kunstpraksis.

Frem til år 2017 arbejder Marianne Jørgensen på et storskalaprojekt: Utopia på Sejerø. I løbet af en seksårig periode skrives UTOPIA i beton, mursten og andre materialer i en kile ind i landskabet, som et optimistisk-besværgende udråb fra vandet ind over øen, på det sted hvor Sejerø-festivalen afholdes og ønskes fastholdt.

På den store anlagte soloudstilling “Entropia” 2013 i Den Frie udstillingsbygning udstillede Marianne Jørgensen både ældre og nyproducerede projekter. Her kunne man blandt andet se dokumentationen af projektet “Love Alley”. Love Alley opstod fordi Århus Kommune iværksatte en urbaniseringsproces i Marianne Jørgensens baghave, hvor et stort markområde blev inddraget til nybebyggelse af parcelhuse. Dette foranledigede et større research- og analyse arbejde fra Marianne Jørgensens side. Det endte med, at hun byggede en miniatureby, der spejlede det arbejde, som foregik på den anden side at vejen, samtidig med at hun forsøgte at bearbejde alle de fejl og forkerte beslutninger, der fører til at den slags nyopførte områder bliver til umenneskelige, uangagerede og fremmedgørende sovebyer. Til dette arbejde fik hun ikke bare sprængt og asfalteret en parcelhusvej ind i marken, men hun indbød også adskillige kunstnere til at deltage med bygningsværker og landskabsbearbejdning, med meget mere, på parcellerne langs vejen. På samme udstilling viste Marianne Jørgensen også en stor installation, der involverede hele rummet som en slags have i flere etager, hvor meget specielle skulpturer udført i jord og mosetørv hang ned fra konstruktionens loft. Skulpturelle former, der som levende organismer voksede og ændrede sig i udstillingsperioden.

Marianne Jørgensen skaber kunst ud fra en dyb, autentisk og direkte indgang til verden. Hun mestrer at favne det allernærmeste, næsten private og parre det med det allerfjerneste; de store og hårde fænomener i verden. Marianne Jørgensens kunst er inkluderende, original og generød. For denne indsats modtager hun Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens legat.

Superflex

Man kunne spørge sig selv, om hvorvidt Superflex er en godgørende organisation, et ingeniørfirma, som fremstiller biogasanlæg, eller en fabrik der producerer sodavand, et arkitektfirma der kreere udendørs opholdsrum eller en kunstnergruppe, som laver konceptuelle projekter, performance og film.

Men sandheden er, at Superflex er en kunstnertrio, som består af de tre kunstnere, Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen.

De bruger kunstinstitutionen til at gå i clinch med de fænomener i det kapitalistiske samfund, der er med til at begrænse den enkelte frihed, hvis ikke de fokuserer på fænomener der medvirker til, at der udøves uretfærdig magt imod befolkningsgrupper i lande verden over. Superflex går ikke af vejen for at tage politisk stilling til indvandrerdebatten i Danmark eller Muhammedkrisen. De skaber værker, som kommenterer direkte på den virkelighed, som de fleste af os erfarer gennem medierne. De laver ikke kunst med henblik på at blive anerkendte i kunstinstitutionens magtspil om kunstnerisk kvalitet og individuel bedømmelse. Kunstfirmaet Superflex’ logo fungerer snarere som en rambuk til at slå døre ind, der hvor der udøves magt, som begrænser menneskers fri, deltagelse, demokratirettigheder og værdighed.

Superflex kalder selv deres egen praksis for: Tool – et redskab. Superflex kan, på grund af deres position mellem kunstinstituion og samfund, give mennesker dette værdifulde redskab i hænde og hjælpe dem til at bruge det med henblik på at ændre deres sociale situation. Netop ved aktivt at bruge kunstinstitutionen, som normalt forbindes med ytringsfrihed, fantasi og opgør med konventioner, kan deres aktivistiske projekter få en helt anden udbredelse og kultstatus, end hvis de havde meldt sig ind i Trampolinhuset eller Solidaritetshuset på Nørrebro eller oprettet et politisk parti.

Superflex gruppens kunstværker er redskaber til at ændre verden. Kunstværkerne adresserer virkelige problemer, der skaber virkelige løsninger, som for eksempel den politiske sodavand Guaraná Power eller den udendørs boksering fra Thailand opstillet i Kilen på Nørrebro. Samtidig får projekterne optimale muligheder for omtale og betydning i medierne, fordi de er udstillet på kunstinstitutioner. Det handler om en avanceret udveksling af betydninger og status mellem et politisk, kunstnerisk projekt og kunstens instituioner.

Superflex har udført en imponerende liste af projekter ude omkring i verden og i Danmark. Et ældre og meget markant et af slagsen er “Supergas” – projektet er udført som en slags udviklingsarbejde, der skal hjælpe bønder i Tanzania til at producere deres egen energi, biogas. De mange Copy Right projekter gør op med den begrænsning, der ligger i, at man ikke kan handle og videreudvikle på andres gode ideer. Og sådan kan man blive ved med at remse store, krævende og engagerende projekter op.

For dette imponerende stykke arbejde tildeles Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger og Rasmus Nielsen, Carl Nielsens og Anne Marie Carl Nielsens legat.

Hæderspriserne uddeles den 25. oktober 2013 i forbindelse med en koncert kl. 19:30 i Den Sorte Diamants Dronningsal med DR UnderholdningsOrkestret.

De musikfaglige medlemmer af bestyrelsen motiverer valget af dette års modtagere som følger:

Sopranen Henriette Bonde-Hansen er en af Danmarks mest lysende kunstneriske begavelser. Siden sin debut i 1993 har hun gennemgået en kunstnerisk udvikling, der i dag placerer hende centralt i det lyriske sopranfag. Hun har en lang række kvindelige hovedroller på sit repertoire, og hvert af partierne formår hun at karakterisere med både psykologisk indførelse og nuancerigdom.

Hendes karriere ligger overvejende i udlandet, men heldigvis gæster hun også den danske nationalscene og koncertsalene.

Komponisten Simon Steen-Andersen har gennem de senere år markeret sig som en af dansk kompositionsmusiks største talenter. Hans musik har fået et stort internationalt publikum i kraft af dens særlige blanding af centraleuropæisk, modernistisk klang – med mindelser om især Helmuth Lachenmann – og så en helt personlig kompositionspraksis, som inddrager den nyeste teknologi i form af videoprojektioner og brug af samplinger. Steen-Andersens værker er præget af en heftig energi og en kompleks klangverden, hvor ikke mindst det visuelle aspekt er vigtigt, men rummer samtidig en velgørende humor.

Hæderspriserne uddeles 30. november 2012, hvor der samtidig er fernisering på udstillingen. Arrangementet er åbent for inviterede gæster og tilmeldt presse.

Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen bruger sin egen krop som redskab i sine kunstværker. Lige som andre betydningsfulde kvindelige kunstnere fra 1960 erne og frem, har hun valgt at bruge kroppen som skulptur, som motiv, som pensel og struktur. Kroppen kan synge og danse, den kan klædes på og af , den kan tale og recitere. Den er levende, foranderlig og klar til at tage risici. Der er mange spor i Lilibeths kunstnerskab. Der er performancesporet hvor Lilibeth bruger stof, skæg, hår, farve og skulpturelle elementer til at danne billeder og fortælle historier. Ofte indgår flader og rumlige former som konstruktive elementer i meget flotte og forførende performances. På suveræn vis har Lilibeth udviklet særlige dragter, der ved indre tryk fra kroppen forvandler sig og danner specielle former og billeder. Men der er meget mere på færde i hendes performance. Nogle af dem refererer til kunsthistorien og kommenterer både på kvinders position i den og mænds betydning for den. Nogle kommenterer kvinders narcissisme, eller deres drømme eller psykologiske komplikationer. Der er et andet spor, som man kunne kalde det dokumentariske spor. Dér opsøger Lilibeth sin familiemæssige baggrund på Filippinerne eller besøger miljøer der nogen steder er stærk præget af det maskuline køn, som det er i en motorcykelklub eller til en fillipinsk hanekamp. Dér er det videokunsten som kunstform der bearbejder temaer som fattigdom, kønsroller , familieforhold eller forsmået kærlighed.Endelig er der det rent skulpturelle spor, hvor Lilibeth arbejder med tredimensionelle objekter og skulpturer. De bliver til som efterladenskaber og spor efter de handlinger, som forgår i hendes performances. Lilibeth har lavet mange prægnante værker, et af dem er værket The Artist’s song, hvor hun udklædt som skulptur, går syngende rundt blandt Glyptotekets skulpturer. Også hendes bidrag til Venedig Biennalen i 2011 hvor hun lavede performancen: Afghan Hound var enestående. Lilibeth Cuenca Rasmussen er en modig og vovet kunstner, der har meget på hjerte.Hun arbejder stærkt og originalt med de visuelle virkemidler. Hun har sat sig ambitiøse mål for sit kunstnerskab og forhåbentlig vil støtten fra Carl Nielsen og Annemarie Carl Nielsens fond være med til at gøre det muligt for hende at nå endnu videre omkring i den store verden.

De billedkunstfaglige medlemmer af bestyrelsen motiverer valget af dette års modtagere som følger:

Lilibeth Cuenca Rasmussen (Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Lilibeth bruger sin egen krop som redskab i sine kunstværker. Lige som andre betydningsfulde kvindelige kunstnere fra 1960 erne og frem har hun valgt at bruge kroppen som skulptur, som motiv, som pensel og struktur. Kroppen kan synge og danse, den kan klædes på og af, den kan tale og recitere. Den er levende, foranderlig og klar til at tage risici.

Der er mange spor i Lilibeths kunstnerskab.

Der er performancesporet, hvor Lilibeth bruger stof, skæg, hår, farve og skulpturelle elementer til at danne billeder og fortælle historier. Ofte indgår flader og rumlige former som konstruktive elementer i meget flotte og forførende performances. På suveræn vis har Lilibeth udviklet særlige dragter, der ved indre tryk fra kroppen forvandler sig og danner specielle former og billeder. Men der er meget mere på færde i hendes performance. Nogle af dem refererer til kunsthistorien og kommenterer både på kvinders position i den og mænds betydning for den. Nogle kommenterer kvinders narcissisme, eller deres drømme eller psykologiske komplikationer.

Der er et andet spor, som man kunne kalde det dokumentariske spor. Dér opsøger Lilibeth sin familiemæssige baggrund på Filippinerne eller besøger miljøer, der nogle steder er stærkt præget af det maskuline køn, som det er i en motorcykelklub eller til en fillipinsk hanekamp. Der er det videokunsten som kunstform, der bearbejder temaer som fattigdom, kønsroller, familieforhold eller forsmået kærlighed.

Endelig er der det rent skulpturelle spor, hvor Lilibeth arbejder med tredimensionelle objekter og skulpturer. De bliver til som efterladenskaber og spor efter de handlinger, som forgår i hendes performances.

Lilibeth har lavet mange prægnante værker. Et af dem er værket The Artist’s song, hvor hun udklædt som skulptur går syngende rundt blandt Glyptotekets skulpturer. Også hendes bidrag til Venedig Biennalen i 2011, hvor hun lavede performancen Afghan Hound, var enestående.

Lilibeth Cuenca Rasmussen er en modig og vovet kunstner, der har meget på hjerte. Hun arbejder stærkt og originalt med de visuelle virkemidler. Hun har sat sig ambitiøse mål for sit kunstnerskab, og forhåbentlig vil støtten fra Carl Nielsen og Annemarie Carl Nielsens fond være med til at gøre det muligt for hende at nå endnu videre omkring i den store verden.

Michael Elmgreen og Ingar Dragset
(Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Michael Elmgreen og Ingar Dragset har arbejdet sammen om deres fælles kunstprojekt siden 1995. Helt uden omsvøb kan man sige, at deres projekter er meget avancerede kommentarer til kunstinstitutionernes strukturer og markedskræfterne påvirkning af kunst- og modeverden eller til forskellene mellem kønnene, eller til forskellene på hvilken seksuel tiltrækningskraft kønnet har på den enkelte. Eller til alle de konventioner, som vi i stilhed gerne vil acceptere, som uomtvistelige sandheder om verdens indretning og menneskers naturlige handlen og gøren.

Siden 1997 har Michael og Ingar arbejdet med skulpturelle og arkitektoniske installationer under den fælles titel “Powerless Structures”. Hvornår bliver strukturerne magtesløse, kan man spørge? Redskaber, der bliver omskabt til objekter, der ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål, døre, man ikke kan gå ind ad, fordi der bag dem er vægge, der lukker døråbningen, eller trapper, man ikke kan gå op af, fordi det første trin hænger for højt oppe. Mange af Michael og Ingars objekter og installationer bliver absurde eller formålsløse, men de bliver ikke surrealistiske, for de handler ikke om det underbevidste, men om den overbelyste realisme. Vis verden som den er, synes installationerne og objekterne at udtrykke, og forvent ikke, at den er, som du bilder dig ind.

I Elmgreen og Dragsets værk “Han” til Helsingør og Kronborg kommenterer kunstnerne på sublim vis på det meget berømte, men også som kunst meget lidt anerkendte værk, “Den lille havfrue”. ” Den lille havfrue” er blevet til dansk turistkitsch og nationalt emblem.

“Han” er støbt i rustfrit stål og har derfor gennem materialet, der både skinner og spejler en helt anden “magtesløs” overfalde. Spejlingerne og den changerede overflade gør omgivelserne til en del af “Han” selv, ligesom formen opløser sig, når omgivelserne ændrer sig ved lyset eller mennesker og biler, der passerer forbi. Og “Han” blinker også til os en gang imellem og bliver så pludselig levende og flirtende i en ny forstand.

I værket Powerless Structures 101 på the forth plint på Trafalgar square viser Elmgreen og Dragset en afstøbning af en lille dreng på en gyngehest. Igen konge til hest og heller ingen ridder på vej i krig, ingen heroisk kamp, men en lille kamp med hverdagslivets daglige dæmoner.

Michael Elmgreen og Ingar Dragsted formår på subtil vis at kommentere på vedtagne konventioner både i vores helt personlige liv og på de største samfundsmæssige forhold.

For deres enestående indsats tildeles Elmgreen og Dragset Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat.

Nina Saunders
(Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Nina Saunders er født i Danmark, men har boet i England siden 1975. Det er først inden for de seneste år, at vi
for alvor er blevet bekendt med hendes kunstneriske produktion her i landet, selvom hun allerede i 1992 solgte de første 3 værker til Saatchis kunstsamling og i 1996 var med på udstillingen Young British Artists. I Nina Saunders skulptur er der tydelige spor fra den tidlige modernisme, fra Dada og den surrealistiske bevægelse. Nina arbejder med form, med figuration og med indfoldede betydninger.
Som udgangspunkt arbejder Nina med fundne objekter, for eksempel lænestole og udstoppede dyr. De bearbejdes på forskellige vis. Dels som form og skulptur inden for dette felts egne lovmæssigheder og egen diskurs, dels i en mere fortællende forstand. Det kan man for eksempel se i et værk som “Never” fra 1999. Den oprindelige sofa er nypolstret, dog temmelig deformeret, den er så at sige knækket på midten, og det er som om den har et indhold, der på absurd vis flyder ud på gulvet i en stor plamage, der ender i en spids “hale”- agtig udvækst. Det kunne være et abstrakt skind fra en isbjørn eller en tiger, der lå dér på gulvet. Skulpturen gennemspiller en formtransformation fra fast til flydende form, fra sofa til “måske” dyreskind. Samtidigt er både sofa og skind skabt af et storblomstret stof af den slags, man forbinder med pæne damer og bedsteborgerlige hjem.

I værket Katy´s Convoy har Nina Saunders både brugt møbeldele, stumtjenere og hjul, men her har hun indarbejdet udstoppede dyr. Objekterne er opstillede i forlængelse af hinanden i en konvoj. Det er ikke bare et surreelt, men også et konceptuelt ærinde, Nina Saunders her er ude i. Kontrasten mellem de professionelle og perfekt polstrede møbler og objekter, der er hvide og urørlige og dyrehovedernes venlige glasøjne, aktualiserer forholdet mellem objekt og menneske. Dyrene er lige så sten døde og udstoppede som lænestolene, men med øjnene opstår der en stærk identifikation mellem betragter og objekt, der sætter fortællinger og refleksioner i gang.

Nina Saunders kunst er fyldt med humor og alvor, den driller os med vores trang til hjemlig hygge og gør vores møbler til selvstændige individer, der håner vores magelighed. Det er en kunst, der vil hver enkelt af os noget. Den vil have os til at søge indad og tænke efter, mærke efter, men det er ikke sikkert, det er krystalklart, det vi står tilbage med bagefter. Til gengæld er der plads til undren og tvivl og eventyrlig fascination.

For dette overbevisende og særprægede arbejde tildeles hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat.