Skip to content

Jeannette Ehlers

Foto: Roar Studio Milano

Hædersprismodtager 2020
Jeannette Ehlers
Visual Artist

CV

Links

Jeannette Ehlers (født 1973) tildeles Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris for hendes kunstneriske virke, som er et vigtigt æstetisk bidrag til diskussionen om de vestlige samfunds koloniale fortid.

Jeannette Ehlers har arbejdet med skulptur, film og performance siden sin uddannelse på Kunstakademiet i København, og hendes værker har været vist i mange både danske og internationale sammenhænge.

Hun er kendt for sine kraftfulde performances som for eksempel ”Whip it Good” fra 2014, hvor hun hvidmalet og i hvidt tøj pisker et stort hvidt lærred med en tyrepisk dyppet i kul.

I 2018, i kølvandet på hundredåret for salget af de Vestindiske Øer, afslørede Jeannette Ehlers i samarbejde med kunstneren La Vaughn Belle fra de Amerikanske Jomfruøer monumentalskulpturen ”I am Queen Mary” placeret ved Det Vestindiske Pakhus i København.

Skulpturen er en hybrid af de to kunstneres kroppe. Men vigtigst er det en celebrering af Mary Thomas, som var leder af et stort oprør på St. Croix i 1878, hvor arbejderne levede under slavelignende forhold.

Mary Thomas blev efter opstanden fængslet i kvindefængslet på Christianshavn. ”I am Queen Mary” står tilbage som et af de mest vellykkede eksempler på kunst i det offentlige rum i en dansk sammenhæng, og monumentet har også berettiget fået stor international opmærksomhed.

Jeannette Ehlers er en engagerende kunstner, som ud fra sin personlige baggrund, en dansk mor og en far fra Trinidad, viser os de racistiske og undertrykkende strukturer, der stadig i dag er en konsekvens af vores fælles historie.

Det gør hun samtidigt med en formforståelse og et format, som er særdeles overbevisende.

Motivering: Henrik Plenge Jakobsen.

Videoportræt

Eksempler på værker

Back To Top