Motiveringer for uddeling af hæderspriser 2012

Hæderspriserne uddeles 30. november 2012, hvor der samtidig er fernisering på udstillingen. Arrangementet er åbent for inviterede gæster og tilmeldt presse.

Lilibeth Cuenca RasmussenLilibeth Cuenca Rasmussen bruger sin egen krop som redskab i sine kunstværker.Lige som andre betydningsfulde kvindelige kunstnere fra 1960 erne og frem, har hun valgt at bruge kroppen som skulptur, som motiv, som pensel og struktur.Kroppen kan synge og danse, den kan klædes på og af , den kan tale og recitere. Den er levende, foranderlig og klar til at tage risici .Der er mange spor i Lilibeths kunstnerskab.Der er performancesporet hvor Lilibeth bruger stof , skæg, hår , farve og skulpturelle elementer til at danne billeder og fortælle historier. Ofte indgår flader og rumlige former som konstruktive elementer i meget flotte og forførende performances. På suveræn vis har Lilibeth udviklet særlige dragter , der ved indre tryk fra kroppen forvandler sig og danner specielle former og billeder.Men der er meget mere på færde i hendes performance. Nogle af dem refererer til kunsthistorien og kommenterer både på kvinders position i den og mænds betydning for den. Nogle kommenterer kvinders narcissisme, eller deres drømme eller psykologiske komplikationer.Der er et andet spor, som man kunne kalde det dokumentariske spor. Dér opsøger Lilibeth sin familiemæssige baggrund på Filippinerne eller besøger miljøer der nogen steder er stærk præget af det maskuline køn , som det er i en motorcykelklub eller til en fillipinsk hanekamp. Dér er det videokunsten som kunstform der bearbejder temaer som fattigdom , kønsroller , familieforhold eller forsmået kærlighed.Endelig er der det rent skulpturelle spor, hvor Lilibeth arbejder med tredimensionelle objekter og skulpturer. De bliver til som efterladenskaber og spor efter de handlinger, som forgår i hendes performances.Lilibeth har lavet mange prægnante værker, et af dem er værket The Artist’s song, hvor hun udklædt som skulptur, går syngende rundt blandt Glyptotekets skulpturer. Også hendes bidrag til Venedig Biennalen i 2011 hvor hun lavede performancen : Afghan Hound var enestående.Lilibeth Cuenca Rasmussen er en modig og vovet kunstner, der har meget på hjerte.Hun arbejder stærkt og originalt med de visuelle virkemidler . Hun har sat sig ambitiøse mål for sit kunstnerskab og forhåbentlig vil støtten fra Carl Nielsen og Annemarie Carl Nielsens fond være med til at gøre det muligt for hende at nå endnu videre omkring i den store verden.27-11-2012Elisabeth Toubro
De billedkunstfaglige medlemmer af bestyrelsen motiverer valget af dette års modtagere som følger:

Lilibeth Cuenca Rasmussen (Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Lilibeth bruger sin egen krop som redskab i sine kunstværker. Lige som andre betydningsfulde kvindelige kunstnere fra 1960 erne og frem har hun valgt at bruge kroppen som skulptur, som motiv, som pensel og struktur. Kroppen kan synge og danse, den kan klædes på og af, den kan tale og recitere. Den er levende, foranderlig og klar til at tage risici.

Der er mange spor i Lilibeths kunstnerskab.

Der er performancesporet, hvor Lilibeth bruger stof, skæg, hår, farve og skulpturelle elementer til at danne billeder og fortælle historier. Ofte indgår flader og rumlige former som konstruktive elementer i meget flotte og forførende performances. På suveræn vis har Lilibeth udviklet særlige dragter, der ved indre tryk fra kroppen forvandler sig og danner specielle former og billeder. Men der er meget mere på færde i hendes performance. Nogle af dem refererer til kunsthistorien og kommenterer både på kvinders position i den og mænds betydning for den. Nogle kommenterer kvinders narcissisme, eller deres drømme eller psykologiske komplikationer.

Der er et andet spor, som man kunne kalde det dokumentariske spor. Dér opsøger Lilibeth sin familiemæssige baggrund på Filippinerne eller besøger miljøer, der nogle steder er stærkt præget af det maskuline køn, som det er i en motorcykelklub eller til en fillipinsk hanekamp. Der er det videokunsten som kunstform, der bearbejder temaer som fattigdom, kønsroller, familieforhold eller forsmået kærlighed.

Endelig er der det rent skulpturelle spor, hvor Lilibeth arbejder med tredimensionelle objekter og skulpturer. De bliver til som efterladenskaber og spor efter de handlinger, som forgår i hendes performances.

Lilibeth har lavet mange prægnante værker. Et af dem er værket The Artist’s song, hvor hun udklædt som skulptur går syngende rundt blandt Glyptotekets skulpturer. Også hendes bidrag til Venedig Biennalen i 2011, hvor hun lavede performancen Afghan Hound, var enestående.

Lilibeth Cuenca Rasmussen er en modig og vovet kunstner, der har meget på hjerte. Hun arbejder stærkt og originalt med de visuelle virkemidler. Hun har sat sig ambitiøse mål for sit kunstnerskab, og forhåbentlig vil støtten fra Carl Nielsen og Annemarie Carl Nielsens fond være med til at gøre det muligt for hende at nå endnu videre omkring i den store verden.

Michael Elmgreen og Ingar Dragset (Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Michael Elmgreen og Ingar Dragset har arbejdet sammen om deres fælles kunstprojekt siden 1995. Helt uden omsvøb kan man sige, at deres projekter er meget avancerede kommentarer til kunstinstitutionernes strukturer og markedskræfterne påvirkning af kunst- og modeverden eller til forskellene mellem kønnene, eller til forskellene på hvilken seksuel tiltrækningskraft kønnet har på den enkelte. Eller til alle de konventioner, som vi i stilhed gerne vil acceptere, som uomtvistelige sandheder om verdens indretning og menneskers naturlige handlen og gøren.

Siden 1997 har Michael og Ingar arbejdet med skulpturelle og arkitektoniske installationer under den fælles titel “Powerless Structures”. Hvornår bliver strukturerne magtesløse, kan man spørge? Redskaber, der bliver omskabt til objekter, der ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål, døre, man ikke kan gå ind ad, fordi der bag dem er vægge, der lukker døråbningen, eller trapper, man ikke kan gå op af, fordi det første trin hænger for højt oppe. Mange af Michael og Ingars objekter og installationer bliver absurde eller formålsløse, men de bliver ikke surrealistiske, for de handler ikke om det underbevidste, men om den overbelyste realisme. Vis verden som den er, synes installationerne og objekterne at udtrykke, og forvent ikke, at den er, som du bilder dig ind.

I Elmgreen og Dragsets værk “Han” til Helsingør og Kronborg kommenterer kunstnerne på sublim vis på det meget berømte, men også som kunst meget lidt anerkendte værk, “Den lille havfrue”. ” Den lille havfrue” er blevet til dansk turistkitsch og nationalt emblem.

“Han” er støbt i rustfrit stål og har derfor gennem materialet, der både skinner og spejler en helt anden “magtesløs” overfalde. Spejlingerne og den changerede overflade gør omgivelserne til en del af “Han” selv, ligesom formen opløser sig, når omgivelserne ændrer sig ved lyset eller mennesker og biler, der passerer forbi. Og “Han” blinker også til os en gang imellem og bliver så pludselig levende og flirtende i en ny forstand.

I værket Powerless Structures 101 på the forth plint på Trafalgar square viser Elmgreen og Dragset en afstøbning af en lille dreng på en gyngehest. Igen konge til hest og heller ingen ridder på vej i krig, ingen heroisk kamp, men en lille kamp med hverdagslivets daglige dæmoner.

Michael Elmgreen og Ingar Dragsted formår på subtil vis at kommentere på vedtagne konventioner både i vores helt personlige liv og på de største samfundsmæssige forhold.

For deres enestående indsats tildeles Elmgreen og Dragset Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat.

Nina Saunders (Motivator Elisabeth Toubro på vegne af den samlede bestyrelse)

Nina Saunders er født i Danmark, men har boet i England siden 1975. Det er først inden for de seneste år, at vi
for alvor er blevet bekendt med hendes kunstneriske produktion her i landet, selvom hun allerede i 1992 solgte de første 3 værker til Saatchis kunstsamling og i 1996 var med på udstillingen Young British Artists. I Nina Saunders skulptur er der tydelige spor fra den tidlige modernisme, fra Dada og den surrealistiske bevægelse. Nina arbejder med form, med figuration og med indfoldede betydninger.
Som udgangspunkt arbejder Nina med fundne objekter, for eksempel lænestole og udstoppede dyr. De bearbejdes på forskellige vis. Dels som form og skulptur inden for dette felts egne lovmæssigheder og egen diskurs, dels i en mere fortællende forstand. Det kan man for eksempel se i et værk som “Never” fra 1999. Den oprindelige sofa er nypolstret, dog temmelig deformeret, den er så at sige knækket på midten, og det er som om den har et indhold, der på absurd vis flyder ud på gulvet i en stor plamage, der ender i en spids “hale”- agtig udvækst. Det kunne være et abstrakt skind fra en isbjørn eller en tiger, der lå dér på gulvet. Skulpturen gennemspiller en formtransformation fra fast til flydende form, fra sofa til “måske” dyreskind. Samtidigt er både sofa og skind skabt af et storblomstret stof af den slags, man forbinder med pæne damer og bedsteborgerlige hjem.
I værket Katy´s Convoy har Nina Saunders både brugt møbeldele, stumtjenere og hjul, men her har hun indarbejdet udstoppede dyr. Objekterne er opstillede i forlængelse af hinanden i en konvoj. Det er ikke bare et surreelt, men også et konceptuelt ærinde, Nina Saunders her er ude i. Kontrasten mellem de professionelle og perfekt polstrede møbler og objekter, der er hvide og urørlige og dyrehovedernes venlige glasøjne, aktualiserer forholdet mellem objekt og menneske. Dyrene er lige så sten døde og udstoppede som lænestolene, men med øjnene opstår der en stærk identifikation mellem betragter og objekt, der sætter fortællinger og refleksioner i gang.
Nina Saunders kunst er fyldt med humor og alvor, den driller os med vores trang til hjemlig hygge og gør vores møbler til selvstændige individer, der håner vores magelighed. Det er en kunst, der vil hver enkelt af os noget. Den vil have os til at søge indad og tænke efter, mærke efter, men det er ikke sikkert, det er krystalklart, det vi står tilbage med bagefter. Til gengæld er der plads til undren og tvivl og eventyrlig fascination.
For dette overbevisende og særprægede arbejde tildeles hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat.