Skip to content

Særudstilling på Glyptoteket Anne Marie Carl-Nielsen

Portræt (trickfoto) af Anne Marie Carl-Nielsen. Udateret. © Carl Nielsen Museet. Ukendt fotograf.

Projektstøttemodtager 2021
Særudstilling på Glyptoteket
ANNE MARIE CARL-NIELSEN
7. oktober 2021 - 27. februar 2022

Links

Til oktober 2021 åbner Glyptoteket dørene til en udstilling med Danmarks mest betydningsfulde kvindelige billedhugger - den største soloudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen siden 1946.

Glyptotekets udstilling sætter fokus på hvordan Anne Marie Carl-Nielsen kæmpede for kunstnerisk anerkendelse i et mandefag og for kvinders ret til uddannelse og karriere.

Hun var internationalt anerkendt for sine skulpturer, men har ikke efterfølgende fået den plads i kunsthistorien, hun fortjener. Med efterårets særudstilling giver Glyptoteket hende nu nyt liv.

Publikum inviteres indenfor i kunstnerens værksted og oplever forarbejderne til hendes monumentale værker.

Med skitser, modeller og afstøbninger skabes en udstilling, der er inspireret af den værkstedsstemning, som Anne Marie Carl-Nielsen skabte sine værker i.

”Udstillingen viser først og fremmest Anne Marie Carl-Nielsens råstyrke som billedhugger. Store originalmodeller, enorme monumentudkast og livslange undersøgelser af form og liv. Støbeforme, brudflader, voks- og gipsskitser foruden små og store værker i bronze demonstrerer hendes internationale format. Vi kommer helt tæt på kunstnerens arbejdsproces og kan kravle rundt om de store modeller, som hun selv gjorde,” siger udstillingens kurator, postdoc. stipendiat Emilie Boe Bierlich.

Udstillingen er skabt af postdoc-stipendiat og kurator Emilie Boe Bierlich i samarbejde med opera- og teaterscenograf Christian Friedländer, design director Troels Faber og udstillingschef Kasper Riisholt.

Udstillingen byder også på en lydvandring, Den uudslukkelige, der følger i Anne Marie Carl-Nielsens fodspor gennem fortidens København.

Lydvandringen er indtalt af skuespiller Lotte Andersen efter manuskript af dramatiker Amalie Olesen med lydproduktion af Kontrafej.

I forbindelse med udstillingen udgives bogen, ANNE MARIE CARL-NIELSEN, hvor kendte kunstnere og anerkendte forskere kredser om de temaer Anne Marie Carl-Nielsen berørte.

Bogen indeholder essays, analyser, kommissionerede kunstværker og en grafisk novelle foruden et udvalg af Anne Marie Carl-Nielsens egne breve.

Bogen er rigt illustreret med fotografier, værkoptagelser og originale kunstnerbidrag fra blandt andet to af Danmarks mest markante nulevende billedhuggere, Elisabeth Toubro og Kirsten Justesen samt forfatter og billedkunstner Amalie Smith og tegneserietegner Allan van Hansen.

Den udgives i en dansk og en engelsk version i samarbejde med Strandberg Publishing. Bogen er redigeret af postdoc. stipendiat og kurator Emilie Boe Bierlich og inspektør Anna Manly og kan købes i Glyptotekets butik og webshop.

Udstillingen flytter til Fulgsang Kunstmuseum fra 23/9 2022 – 8/1 2023. https://fuglsangkunstmuseum.dk/udstilling/anne-marie-carl-nielsen/

Danmark, vor altid unge moder med sin døde søn, 1926. Gips, 58 x 86 x 63 cm, CNM19842221, Odense Bys Museer. © Carl Nielsen Museet. Foto. Niels Ulrich HansenGalleri VENT
Back To Top