Skip to content

Mira Siegel

Foto: Sine Kehlet

Talentprismodtager 2024
Mira Siegel
Komponist

Links

Mira Siegel udvisker grænserne mellem rytmisk og klassisk musik.

Mira er en dansk/amerikansk komponist, sanger og sangskriver med base i Aarhus. I sit musikalske virke favner hun bredt og befinder sig bedst i grænselandet mellem genrer. Hun har komponeret musik til alt fra symfoniorkester til rytmisk kor, fra basunensemble til pop/folk band under eget navn.

De seneste år har Mira spillet på SPOT-festival, Aarhus Lydkunstfestival, Aarhus Jazzfestival og vundet både hovedpræmien og publikumsprisen til Aarhus Filmkomponistkonkurrence.

Hun har lavet bestillingsværker i et samarbejde med flygtninge med udgangspunkt i deres barske flugthistorier til Journey’s Festival International i England.

Som komponist er hun optaget af at udviske grænserne mellem rytmisk og klassisk musik, og i stedet kigge på hvad de to forskellige verdener kan give til hinanden. Hun benytter erfaringer fra forskellige musiktraditioner til at skabe stemninger og fortællinger der er så stærke at de danner billeder på lytterens nethinde – som var det en film.

Som sangskriver er Mira fokuseret på at tekst og musik er ligeværdige elementer. Hendes tekstlige univers omfatter emner som ensomhed, tab, barnlig undren og nysgerrighed – men tager også fat i gamle eventyr og nordisk mytologi. Mira er stærkt optaget af at musik og tekst går op i en højere enhed, og dermed fortæller den samme historie.

Mira Siegel har en bachelorgrad i rytmisk sang og en kandidatgrad i rytmisk komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium, og har i forbindelse med udveksling studeret klassisk komposition på Trinity Laban Conservatoire of Music and Dance i London.

Foto: Anders Filtenborg

Det har meget stor betydning for mig at have fået denne pris, og jeg er dybt rørt og taknemmelig. Udover at det giver mig tid, ro og overskud til at komponere og arbejde på nye projekter, så er en medvind og et skulderklap jeg ikke vidste jeg havde brug for, før det kom som et lyn fra en klar himmel.

Livet som komponist og musiker kan for mig nogle gange føles som et stort hav af op- og nedture – og troen på mit eget virke har det med at komme og gå. Derfor betyder det utrolig meget at vide at der er nogen derude der tror på det jeg laver. Jeg glæder mig til at komme i gang med at skrive musik!

 

Eksempler på værker

Back To Top