Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester modtog i 2026 støtte til to projekter, der begge havde til formål at synliggøre Carl Nielsens musik og formidle hans liv og kunstneriske betydning til et bredt publikum.
Med udgangspunkt i Carl Nielsens værk og virke henvendte projekterne sig til forskellige målgrupper: Det første er særligt rettet mod børn og børnefamilier og det andet mod det bredere og nationale koncertpublikum, hvor koncerten i København også markerer Aarhus Symfoniorkesters tilbagevenden til koncertvirksomhed uden for egen region.
Fælles for dem var ambitionen om at forene formidling og kunstnerisk kvalitet og samtidig skabe national synlighed omkring Carl Nielsens musik.
Børneforestillingen Hvem er Carl? Hvem er jeg?
Aarhus Symfoniorkester gennemførte en række skolekoncerter for indskolingen og mellemtrinnet samt familiekoncerter for offentligheden, udviklet og formidlet af skuespilleren Jens Andersen.
I forestillingen formidles Carl Nielsens biografi, kunstneriske valg og musikalske univers i børnehøjde. Det er en involverende og musikalsk fortællekoncert, hvor nysgerrighed, følelser og fantasi får lov til at spille en central rolle. Forestillingen giver børn og familier mulighed for at stifte bekendtskab med Carl Nielsens musik og liv og bidrager dermed til at skabe et tidligt kendskab til og en nysgerrighed over for en af Danmarks vigtigste komponister.
Carl Nielsens Klarinetkoncert
Bevillingen omfattede desuden koncerter i Tivoli i København og i Aarhus med opførelse af Carl Nielsens Klarinetkoncert med solist Mathias Vik Kjøller og dirigent Dmitry Matvienko. Klarinetkoncerten er et højdepunkt i Carl Nielsens sene produktion og samtidig et af de mest karakterfulde solokoncerter i dansk musikhistorie.
Koncerten i Tivoli blev afviklet som en fuld symfonikoncert under titlen Sammen i drømme. Her indgik Carl Nielsens Klarinetkoncert som en central del af programmet side om side med værket Di drømm dæ bringe vos sammel af Lil Lacy samt Tjajkovskijs 5. symfoni.
Programmet satte Carl Nielsens musik i dialog med både et nutidigt tonesprog og det internationale symfoniske kernerepertoire og gav dermed publikum mulighed for at opleve værket i en bredere kunstnerisk sammenhæng.
