Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi
Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi – udkommer d. 23. maj 2024 og der afholdes bogrelease på Carl Nielsen Museet d. 24. maj.
En epokegørende udgivelse – for første gang i tre årtier udkommer der en ny, videnskabeligt gennemresearchet biografi om Carl Nielsen og den musikkultur, han var en del af.
Forskerteamet bag bogen består af de tre forfattere, Michael Fjeldsøe, Katarina Smitt Engberg og Bjarke Moe, sammen med Peter Hauge, der har stået for den engelske version af bogen, der udkommer senere på året.
Ikke uden grund har biografien været længe ventet: Det er den første store biografi, der er udgivet om Carl Nielsen i over 30 år. Biografiens indhold har allerede dannet grundlag for opbygningen af Carl Nielsen Museet, der blev åbnet i juni 2023.
Den ny store udgivelse om Carl Nielsen – ”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi” – som dr.phil., professor i musikvidenskab på Københavns Universitet Michael Fjeldsøe, ph.d. Katarina Smitt Engberg fra Det Kongelige Bibliotek og ph.d. Bjarke Moe, Dansk Sprog- og Litteraturselskab, står bag, præsenteres ved en bog-release fredag den 24. maj fra klokken 17-18 i Carl Nielsen Museet i Odense.
Om Biografien:
Bogen skildrer de mange områder, hvor Carl Nielsen var aktiv som musiker, komponist og kulturpersonlighed. Den københavnske kultur omkring århundredeskiftet og rejser i Europa præger sammen med uddannelsen som professionel musiker Carl Nielsens tilgang til sine opgaver.
Musikken skulle passe til sit formål, og alle opgaver skulle løses excellent. Som musiker var Carl Nielsen vant til at kommunikere med sit publikum, men som komponist var han lige så optaget af at forny den folkelige sang som den store koncertmusik.
For ham kunne musik til markante begivenheder sætte lige så varige spor i publikums bevidsthed som teatermusik.
Biografien er inddelt i fire hoveddele, som hver favner ca. 15 år af Carl Nielsen musikerliv, mens den femte del handler om komponisten, der blev overleveret til eftertiden.
Michael Fjeldsøe siger om biografien:
”Udgivelsen giver et indblik i et helt særligt menneske og hans musik, der stadig fascinerer og overrasker. Den giver et dybere kig ind i de væsentlige valg, Carl Nielsen stod overfor, og passionen der var styrende for hans utrættelige arbejde. Samtidig er biografien en kulturhistorisk fortælling om den danske og europæiske musikkultur, som Carl Nielsen tog aktivt del i, og for nogle vil netop den del nok byde på overraskende læsning.”
Både biografien og Carl Nielsen Museet er finansieret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Formand Henrik Thal Jantzen siger:
”Tiden er til at se med moderne øjne på Carl Nielsen, og derfor er det fantastisk at få udarbejdet en ny, videnskabeligt funderet biografi. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat er gået helhjertet ind i at støtte projektet, og vi er naturligvis begejstrede for det store arbejde, der er lagt i bogen, og som viser, hvor aktuel Carl Nielsen, hans musikforståelse og musik er i dag. Samtidig er det også en stor glæde for legatet, at der er en stærk sammenhæng mellem tænkningen i bogen og det nyåbnede museum for komponisten.”
Bogrelease
I anledning af udgivelsen af en ny biografi om Carl Nielsen inviteres du til bogrelease i Carl Nielsen Museet 24. maj 2024 kl. 17-18.
Forfatterkollektivet vil præsentere bogen, hvis indhold allerede har dannet grundlag for opbygningen af det nye museum for komponisten.
I forbindelse med arrangementet vil det være muligt at købe bogen signeret i museumsbutikken til favorabel pris.
Det er gratis at deltage i arrangementet og alle er velkomne, men tilmelding nødvendig til iv@odense.dk senest 21. maj.
Koncert
Samme aften kl. 19.30 er der koncert med Odense Symfoniorkester i Carl Nielsen Salen. På programmet er Carl Nielsens 1. symfoni, Capriccio af Carl Nielsens elev, Nancy Dalberg, og Mozarts Klarinetkoncert. Læs mere om koncerten og køb din billet her.
Koncertintroduktion
Forud for koncerten (kl. 18.30 – 19) er der gratis koncertintroduktion. Her taler musikchef Trine Boje Mortensen med de tre forfattere om de dele af bogen, der hænger tættest sammen med aftenens koncert.
Både Carl Nielsen Museet og Carl Nielsen Salen ligger i Odense Koncerthus, Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense C.
Bogrelease og koncert er arrangeret i samarbejde mellem bogens forfattere, Forlaget Unipress, Odense Symfoniorkester, Carl Nielsen Museet samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Se mere om Odense Symfoniorkesters koncert og køb din billet her:
https://odensesymfoni.dk/koncerter/nielsens-1-mozarts-klarinetkoncert/