skip to Main Content

Hans Pauli Olsen

Hædersprismodtager 2004
Hans Pauli Olsen
Billedhugger

Hans Pauli Olsen er født i 1957 på Færøerne. Han er uddannet på Glyptoteket hos R. Askou Jensen 1976-78 og derefter på Det Kongelige Danske Kunstakademi under Willy Ørskov og Bjørn Nørgaard 1979-87.

Hans Pauli Olsen bygger sine skulpturer op i overensstemmelser med den klassiske teknik, hvor skulpturen vokser frem inde fra kernen og udefter.

Det er håndens spor gennem leret, håndens aftryk i materialet, som danner den overflade, vi møder. En ekspressiv og levende overflade, der får figuren til at leve og ånde.

Hans Pauli Olsen arbejder med kroppens skønhed og geometri, med kroppen som en dynamisk og udtryksfuld væren.

Hans Pauli Olsen leger med forholdet mellem realitet og irrealitet. Mellem det faktiske værende og billede, som blot kunne være en luftspejling, et optisk bedrag. Han skaber skulpturer af det imaginære. Giver form til skygger og spejlinger, til perspektiviske forskydninger og spor efter nærvær.

I det offentlige rum kan hans skulpturer opleves mange steder både i Danmark og på Færøerne; f.eks. “Hjørdis og skyggen” (bronze og granit, 1998) i Ingeniørernes hus, København og “Kvinden på broen” (skulptur, bronze, 2004) i Ro’s Torv, Roskilde, “Sælkvinden” (bronze, 2014) i Mikladalur, Færøerne, “Millenium” (bronze og granit, 2000) Slagelse, Christian 4. (bronze og granit, 2019) København, Værftsarbejderne (bronze og granit, 2014).

Hans Pauli Olsen er primært billedhugger men ind imellem kan man også opleve ham udstille tegninger, hvor han er særligt kendt for sine Croquis tegninger. Han udarbejder også portrætbuster på bestilling, hvilket han bl.a. har gjort for den danske kongefamilie.

Tekst af Mai Misfeldt i forbindelse med uddelingen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen legat.

Eksempler på værker

Seyðamaðurin-á-Sondum. 2021. Bronze og Basalt. Foto: Jens Kr. Vang

Fipan Fagra. 2008. Materiale Bronze og granit

Köpakonan (Sælkvinden) 2014. Materiale: Bronze. Foto: Oliver Joensen

Spejling. 2014. Materiale akrylgips og træ

Billede. 2007. Polyester og træ. Foto: Anders Sune Berg

Cyklus. 2023. Materiale: Akrylgips og træ. Foto: Malle Madsen

Billede på billede. 2014. Materiale: akrylgips

Manden med leret. 1989. Materiale: gips

Portrætter. 1990-1999. Materiale: gips.

Modeltegninger, 2022. Materiale: Blyant, kridt med lavering på papir.

Back To Top