Skip to content

Helge Holmskov

Seks Fugle af Helge Holmskov (billede udlånt af VisitLangeland)

Hædersprismodtager 1960
Helge Holmskov
Billedhugger

Helge Holmskov (1912-1982) var autodidakt billedkunstner som kreerede flere tusind skulpturer, malerier og tegninger som stadig kan findes i på mange museer, samlinger og i byrummet.

Holmskov var udlært som grovsmed, men debuterede som maler i 1941og allerede året efter som billedhugger.

Hans tidlige arbejde var robuste, realistiske skulpturer i granit, træ og ler. Senere i 1950erne begyndte han at arbejde primært i jern og andre metaller som ofte tog form af øjebliksbilleder i bevægelse fra hverdagen som f.eks. piger der sjipper eller cykler.

Han er også kendt for sin serie af vellignende portrætbuster af venner og andre kunstnere som f.eks. Vagn Holmboe og Niels Lergaard.

I samme periode bevægede han sig ind i det abstrakte formsprog og mange af disse skulpturer pryder stadig det offentlige rum rundt omkring i landet.

Helge Holmskov skrev om sig selv i et udstillingskatalog fra 1975:

“Naturen er den store iværksætter. Der finder man træer og planter, dyr og menneskers færden. Både gode og onde ting. Det må være et spørgsmål om livsopfattelse hvad man vælger at bruge. 

Jeg er et øjemenneske. Det er den synlige verden der fængsler mig. Ofte forenkler jeg det sete indtryk, så der kun bliver et enkelt udtryk tilbage. Ofte opstår der noget helt andet, og somme tider er det materialet der sætter én på sporet.

Værktøj og håndværk skal fungere rigtigt; må ikke være en hindring for éns intentioner. Må på den anden side heller ikke være det primære. Idéen må være det vigtigste. Til slut må man helst glemme både teori og håndværk under arbejdet.”

Citat fra kuf.dk

Back To Top