Skip to content

Jørgen Carlo Larsen

Hædersprismodtager 2016
Jørgen Carlo Larsen
Billedhugger

Links

Jørgen Carlo Larsen er billedhugger, uddannet på Kunstakademiet i København, 1985-91.

Jørgen Carlo Larsens kunstproduktion har udgangspunkt i skulptur, installation, arkitektur og design uden at være nogen af delene.

Han har siden han blev færdig på Kunstakademiet konsekvent arbejdet med objet trouvé i et slags samler/ nedbryder/opbygger-kunstnerskab. De fundne objekter bliver skruet, savet eller pillet fra hinanden til mindre enheder, for derefter at genopstå, men nu som kunstværker.

Fra at være affald bliver ting og materialer omdannet gennem en omhyggelig proces, hvor ombrydningsprocessen er en vej ind i tingenes bestandsdele, og hverdagstingene, som udtryk for menneskets vilkår og betingelser, bliver til den skala og det indhold kunstværkerne kredser omkring.

I sine skulpturer ombygger Jørgen Carlo Larsen møbler, stole, borde, kommoder, lamper og skabe til selvstændige kunstværker eller til elementer i installationer.

En lampe konstrueret af syltetøjsglas og kobberrør fra en vvs-installatør, bliver til et spændende nyt design, der kunne hænge over køkkenbordet hos en moderne storbyfamilie. En lænestol bygges om så den både er til at sidde i og kan fungere som depot for opbevaring af paraplyer, soveposer og malerier. Tre par bukser hængt op i et stativ og stillet på sokkel, bliver til en slags skulptur.

Jørgen Carlo Larsen har en undersøgende og legende tilgang til kunsten. Han er i dialog med modernistisk skulptur og bruger den i et virtuost og humoristisk udtryk.

 

I sine installationer arbejder Jørgen Carlo med rum, ofte absurde rum, rum der har elementer fra et hjem, men vendt på hovedet, med tæpper på gulve og vægge og ubrugelige genstande, der i højere grad indgår som dele i en helhed,- en slags tredimensionelt konstruktivistisk maleri-, end som nyttige genstande.

” Den udefrakommende forstyrrelse” af vores opfattelse af hjemmet, sætter fokus på, hvordan udformning af ting, der omgiver os i hverdagen, har betydning for vores måde at tænke og leve sammen på.

Jørgen Carlo Larsen har lavet flere udsmykninger i det offentlige rum, bl.a. Pavillon, der kan ses på hjørnet af Gothersgade og Øster Farimagsgade i København.

Han er desuden medstifter af udstillingsgruppen Tapko og udstillingsstedet Skulpturi.dk. som har sat stort præg på visningen af den tredimensionelt orienterede kunst i København.

Jørgen Carlo Larsen insisterer på at præge den virkelighed, som vi kalder vores fælles kulturelle rum. Det enkle og det sammensatte, det komplicerede og det tilfældige krydser hinanden. Det gør han en med stor intensitet, der får os til at spærre øjne og ører op.

Jørgen Carlo Larsen er en af de mest suveræne danske eksponenter for den internationale kunstretning Arte Povera. Det enkle, hverdagsagtige, uprætentiøse gør kunst til liv og liv til kunst.

For denne stærke og originale indsats, hædres Jørgen Carlo Larsen med Anne Marie Carl Nielsens og Carl Nielsens legat.

Motivation: Elisabeth Toubro

Eksempler på værker

Pavillon, Hjertet Ikast. (Ny Carlsberg Fondet)

Pavillon, hjørnet Gothersgade/ Øster Farimagsgade, 2011.

Pavillon, interiør.

Anne Marie Carl Nielsens Legat, Den Frie 2016.

Skulpturlandsby Selde 2015.

Fox Amphoux 2019

Back To Top