Martin Erik Andersen

Hjemmeside:
https://www.martinerikandersen.dk/

Galleri:
https://susanneottesen.dk/artist/martin-erik-andersen/

En mulig tilgang til Martin Erik Andersens værk kunne være en lodret streg, hvorpå en vandret hviler. Den simple Tform kan læses som et piktogram for arkitekturens grundprincipper.

Her er noget, der bærer, og noget, der bliver båret. Vandret og lodret. Men den simple form er også et billede. T-formen er et telt, et ly, en parasol. En struktur man kan folde ud, og slå sammen igen, et potentielt og mobilt sted. Parasollen er en af flere genkommende figurer hos Martin Erik Andersen.

På én gang er den arkitekturmodel, skulpturel form og billedskærm. Parasollen er konkret, men peger samtidig andre steder hen. Og sådan er det i Martin Erik Andersens univers: Tingene er vævet sammen på en både logisk og fremmed måde. Det er et flosset og råt, men også poetisk og sensuelt rum, et vidtforgrenet rum, med mange betydningslag og glidninger mellem betydninger.

Glidninger mellem sproglige betydninger og materialets betydninger, hele tiden set og sanset, filtret og registreret af den krop, som beskueren træder ind i installationen med. Betydningerne er i værket, ikke udenfor. Men man tager fejl, hvis man tror, at man kan finde en nøgle, der sprogligt kan forklare, hvad det
handler om.

Martin Erik Andersen arbejder med billedkunsten som en erkendende del af eksistensen, der skal erfares gennem en syntese af investeret krop, intellekt og syn. Han synes at operere på grænsen af det genkendelige. Man kan hele tiden finde nye spor, nye hjørner at gribe fat i, men man kan også give slip, og lade sig forføre.

Sproget indgår på lige fod med andre materialer. I Martin Erik Andersens hovedværk, den store udsmykning på Københavns Universitet, 2008, var det sætningen: “Ingen anden nåde end dette dit dørtrin, intet andet ly end denne din dør”, der er vævet ind i det persiske Ardabil-tæppe fra omkring 1530, som satte ham i gang. Andersen har fortolket tæppet i en uendelig tidskrævende udskæring og afstøbning i silikone af dets mange mønstre.
I det vævede tæppe ses ornamentet før vævningens struktur.

Hos Andersen er det omvendt, man skal tæt på, før ornamentet bliver synligt. Værket er på mange måder en hyldest til den mellemøstlige kultur, og et modbillede til tidens skræmmebilleder af den.

Martin Erik Andersen er billedhugger, men arbejder installatorisk med sine værker, sådan at udstillingens enkelte dele til sammen danner et rum, man kan træde ind i, og bevæge sig rundt i.

Han skaber altid sine værker i forhold til kroppen, og ud fra den tanke, at beskueren træder ind på den tomme plads, når han selv har forladt værket. Materialevalget er omfattende: Fåreskind, stearin, Anders And blade, dele af strik, jernstativer, computere og skærme, silkepapir i mange former og lag, papmache, gips, voks, polyester, farvede lysstofrør og bronze er kun nogen af de elementer, som er genkommende
hos Andersen.

Han arbejder med greb som spejling, omvending, gennemsigtighed, forskydninger og fordoblinger, som hurtigt kan fremkalde en vis svimmelhed hos beskueren. Der er et sanseligt overskud i Martin Erik Andersens værker, som ikke mindst ligger i hans brug af farven, både i materialet, men også i form af lys.

Farver som lilla og rosa, der nu forbindes med det feminine, men som også knytter sig til det religiøse sprog, er dominerende. Ofte er der også noget i Martin Erik Andersens rum, som beskueren kan tage med hjem. Plakater, eller lp´er, som på den vis forlænger installationen fra kunstrummet til det private hjem, binder et bånd mellem kunstner og modtager.

(Tekst fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen legatets hædersprisudstilling på Den Frie, 2010. Mai Misfeldt).

Motivation for valget af Martin Erik Andersen:

“På kort form kunne man sige om Martin Erik Andersens arbejder, at de på en gang er stærkt formelle arbejder, personlige historier og eksempler på det, som billedkunsten er bedst af alle kunstarterne til: at omgås med det uafsluttelige på en afsluttet måde.

(…) Der går en forholdsvis ubrudt linje fra Alberto Giacometti over Joseph Beuys og Ib Braase til Martin Erik Andersens blanding af slump og formel præcision. (…) Den skulpturelt formelle side af oeuvret er kun den ene side, som sikrer at processerne ikke ændrer sig uendeligt, men til sidst når et mætningspunkt.

Men det er værkprocessernes anden side, den labyrintiske og knopskydende fortælling, de mange associationer og forskydninger, som er skulpturernes mål.”