Michala Petri

Hædersprismodtager 2025
Michala Petri
Blokfløjte
Links
Hjemmeside:
michalapetri.com
ourrecordings.com
Michala Petri er en af nutidens største vituoser på sit instrument. I næsten 50 år har hun været en af de mest anerkendte og elskede blokfløjtespillere i verden
For Michala Petri har blokfløjten, et enkelt og umiddelbart tilgængeligt instrument, været velegnet til det pionerarbejde der for 50 år siden kunne gøres for at udbrede kendskabet til både klassisk og nutidig musik.
Hun erfarede tidligt, hvordan musik kan kommunikere til alle, uanset forudsætninger, og skabe et fælles forståelsesrum. Dette har været en rød tråd gennem hendes virke i en verdensomspændende karriere, som begyndte på et tidspunkt, hvor blokfløjten i mange lande var ukendt som koncertinstrument.
Samtidigt, ansporet af større udenlandske sale og sammenhænge med etablerede moderne instrumenter eller som solist med moderne symfoniorkestre, blev det en mærkesag for hende til stadighed at udvide blokfløjtens dynamiske udtryksmulighed og spillets tekniske standard.
Michala Petri, født 1958, fik som treårig en blokfløjte af sin far, violinist Kanny Sambleben, havde sin første optræden som femårig og pendlede som elleveårig ugentligt til studier på ”Staatliche Hochschule für Musik und Theater” i Hannover hos professor Ferdinand Conrad.
Sideløbende påbegyndte hun en koncertkarriere, først i trio med sin mor Hanne Petri, cembalo og bror David Petri, cello.
En koncert med trioen i BBC, London 1976, førte til en årelang pladekontrakt med Philips og hyppige rejser til koncerter i verdens førende koncertsale, bl.a. Lincoln Center, Carnegie Hall, South Bank Centre, og Barbican Centre.
Usædvanligt for sit instrument optrådte hun jævnligt med symfoniorkestre, bl.a. English Chamber Orchestra, Academy of St. Martin in the fields, Luzern Festival Orchestra, Toronto Symphony, St. Louis Symphony, Shanghai Symphony og dirigenterne Claudio Abbado, Christopher Hogwood, Trevor Pinnock, Pinchas Zukerman.
Efter en uropførelse i 2006 med Stockholms Radiokammerkor af Daniel Børtz´s “Nemesis Divina” har samarbejder med kor og stemmer haft en særlig plads for hende, og hun har siden samarbejdet med bl.a. DR Vokalensemblet, Chorwerk Ruhr, SWR Vokalensemble Stuttgart, Theatre of Voices og bl.a. dirigenterne Paul Hillier, Stephen Layton og Florian Helgath.
Siden ungdommen har hun lagt vægt på at have nutidig musik på sine programmer, og næsten 200 værker er kommissioneret af og skrevet til hende.
I 1992 dannede hun en duo med guitarist og iværksætter Lars Hannibal, med hvem hun har spillet mere end 2000 koncerter verden over, og indspillet 8 albums. I 2006 dannede de pladeselskabet, OUR Recordings, som i dag bliver drevet af Lars Hannibal. Et af formålene var at udbrede kendskabet til det store blokfløjterepertoire skrevet til hende, deriblandt en serie på 7 albums med nye blokfløjtekoncerter fra forskellige lande.
Personlige priser tæller bl.a. Wilhelm Hansen Musikpris, Léonie Sonnings Musikpris, Ridder af Dannebrog første grad, Æreshåndværker i Håndværkerforeningen i København og Årets P2 Kunstner 2019.
Priser for indspilninger er bl.a. ICMA Award med Mahan Esfahani, 2 ICMA nomineringer, 4 US-Grammy nomineringer, ECHO Klassik Preis for Vivaldi Koncerter med Moscow Virtuosi/Vladimir Spivakov, ECHO Klassik Preis for Kreisler inspirations med Lars Hannibal, ECHO Klassik Preis for “The Nightingale” med DR Vokal Ensemblet, DR P2-prisen for albummet Moonchilds Dream.
Videoportræt
Videoportræt på vej