Nina Saunders
I Nina Saunders skulptur er der tydelige spor fra den tidlige modernisme, fra Dada og den surrealistiske bevægelse.
Nina arbejder med form, med figuration og med indfoldede betydninger.
Som udgangspunkt arbejder Nina med fundne objekter, for eksempel lænestole og udstoppede dyr.
De bearbejdes på forskellige vis. Dels som form og skulptur inden for dette felts egne lovmæssigheder og egen diskurs, dels i en mere fortællende forstand.
Det kan man for eksempel se i et værk som “Never” fra 1999. Den oprindelige sofa er nypolstret, dog temmelig deformeret, den er så at sige knækket på midten, og det er som om den har et indhold, der på absurd vis flyder ud på gulvet i en stor plamage, der ender i en spids “hale”- agtig udvækst. Det kunne være et abstrakt skind fra en isbjørn eller en tiger, der lå dér på gulvet.
Skulpturen gennemspiller en formtransformation fra fast til flydende form, fra sofa til “måske” dyreskind. Samtidigt er både sofa og skind skabt af et storblomstret stof af den slags, man forbinder med pæne damer og bedsteborgerlige hjem.
I værket Katy´s Convoy har Nina Saunders både brugt møbeldele, stumtjenere og hjul, men her har hun indarbejdet udstoppede dyr. Objekterne er opstillede i forlængelse af hinanden i en konvoj. Det er ikke bare et surreelt, men også et konceptuelt ærinde, Nina Saunders her er ude i.
Kontrasten mellem de professionelle og perfekt polstrede møbler og objekter, der er hvide og urørlige og dyrehovedernes venlige glasøjne, aktualiserer forholdet mellem objekt og menneske.
Dyrene er lige så sten døde og udstoppede som lænestolene, men med øjnene opstår der en stærk identifikation mellem betragter og objekt, der sætter fortællinger og refleksioner i gang.
Nina Saunders kunst er fyldt med humor og alvor, den driller os med vores trang til hjemlig hygge og gør vores møbler til selvstændige individer, der håner vores magelighed. Det er en kunst, der vil hver enkelt af os noget.
Den vil have os til at søge indad og tænke efter, mærke efter, men det er ikke sikkert, det er krystalklart, det vi står tilbage med bagefter. Til gengæld er der plads til undren og tvivl og eventyrlig fascination.
For dette overbevisende og særprægede arbejde tildeles hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat.
Motivaton af Elisabeth Toubro.