Skip to content

Offentliggørelse af årets hædersprismodtagere

Prismodtager Marie Koldkjær Højlund aka Kh Marie. (Foto: Kim Glud)
Hædersprismodtagere 2023

Årets modtagere er:

Solohornist i DR SymfoniOrkesteret
Lasse Mouritzen

Komponist og lydkunstner
Marie Koldkjær Højlund

Komponist og musiker
Peter Navarro-Alonso

Dirigent
Thomas Søndergård

Dirigent og kunstnerisk leder af Theatre of Voices
Paul Hillier

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Hæderslegat uddeles i år til hele fem kunstnere, der alle har sat deres præg på den danske musikscene.

Årets modtagere er komponist og musiker Peter Navarro-Alonso, komponist og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund, dirigent Thomas Søndergård, dirigent og kunstnerisk leder af Theatre of Voices Paul Hillier samt solohornist i DR Symfoniorkestret Lasse Mauritzen, der hver modtager 750.000 kr.

Bestyrelsesmedlem og komponist Line Tjørnhøj udtaler:

‘Store musikalske oplevelser er helt afhængige af særligt talent i alle led – både skabelse (komponisten), kunstnerisk ledelse (dirigenten; programlægning) og udøvelse (musikeren) – og af, at det hele arbejder perfekt sammen. Dette sætter vi i år fokus på og hædrer derfor hele fem usædvanligt talentfulde kunstnere og hver deres blik ind i det ‘musikalske kunstværk.’

For musiker og komponist Peter Navarro-Alonso kom nyheden som en overraskelse:

Jeg har gennem hele mit arbejdsliv som komponist og musiker arbejdet med det kunstnerisk grænsesøgende og med ambitionen om at udvide forståelsen af, hvad musik kan være.
En fast følgesvend gennem dette arbejde er tvivlen, der lurer under overfladen og spørger: Hvad har du gang i? Giver dette overhovedet mening? Er det hele ét stort luftkastel? Nyheden om tildelingen af hæderslegatet var et af de øjeblikke, hvor tvivlen blev gjort tavs for en stund. Jeg sank sammen i en lænestol opfyldt af fornemmelsen: Ja, det giver alt sammen god mening!

At det hele ikke bare er et stort luftkastel, vidner Peter Navarro-Alonsos CV om. Han har nemlig tidligere både været nomineret til Danish Music Award, Nordisk Råds Musikpris og er præmieret af Statens Kunstfond.

Peter Navarro-Alonso tildeles hæderslegatet for sin evne til at omsætte sin store musikalske indsigt og intelligens til at skabe gennemtænkte, smukke og stærkt udtryksfulde og kompromisløse værker, men også for sit prisbelønnede virke i sin trio ALPHA og som en helt særlig passioneret og flittig fortolker af samtids orgelmusik.

Også komponist og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund (aka Kh Marie) har et imponerende CV i bagagen. Ud over sit virke som komponist og lydkunstner udgiver hun også musik under kunstnernavnet Kh Marie og har sideløbende en karriere som som forsker og Lektor i Sound Studies på Aarhus Universitet.

Marie Koldkjær Højlund tildeles hæderslegatet for et højenergisk virke i og omkring lyd og musik. Hun er specialist i at etablere stedsspecifikke lytteoplevelser. Det være sig sansekoncerter, sansefødestuer på Regionshospitalerne i Nordjylland og Gødstrup, lydinstallationer i det offentlige rum, som huskomponist på Aarhus Teater, eller under kunstnernavnet Kh Marie, hvor hun serverer popmusik i topklasse. For Marie Koldkjær Højlund er den kontekst – det lytterum – der skal etableres for publikum, helt afgørende, uddyber Line Tjørnhøj.

At det netop er mangfoldigheden i hendes virke, der er baggrunden for tildelingen af hæderslegatet, kommer i nogen grad bag på Marie Koldkjær Højlund:

“Jeg møder tit ideen om, at man som kunstner skal gå den lige, ensomme vej mod ét bestemt mål. Min vej eller rettere mine veje har altid set anderledes snørklede, flersporede, kollektive og måske endda vildfarne ud. Jeg har forsøgt at handle, skabe og gøre en masse sammen med andre, fordi jeg har mærket, at det er der, jeg føler mig mest i live. Derfor blev jeg helt enormt rørt, da jeg blev ringet op med beskeden om, at det netop var bredden og mangfoldigheden i mit virke, der var grunden til, at jeg nu modtager denne pris.”

Vi skal hele 20 år tilbage i tiden, siden der sidst er blev uddelt et hæderslegat til en dirigent (Thomas Dausgaard i 2003), men i år kan hele to dirigenter se frem til at modtage denne hædersbevisning.

Siden han debuterede som dirigent på Det Kongelige Teater tilbage i 2005, har Thomas Søndergård markeret sig på den internationale scene, hvor han har dirigeret mange af verdens førende orkestre, bl.a. Berliner Philharmoniker, Concertgebouw Orkestret, London Philharmonic. Thomas Søndergård er i dag chefdirigent for hele to orkestre; Royal Scottish National Orchestra og fra sæsonen 2023/24 også Minnesota Orchestra.

‘Et vindende væsen, en medrivende begejstring, en overbevisende fortolkning, der appellerer til musikerne i et orkester og et solidt dirigentteknisk grundlag gør, at publikum får en helt særlig musikalsk oplevelse ved hans koncerter’, fortæller bestyrelsesmedlem i legatet, professor Tim Frederiksen.

Thomas Søndergård blev både glad og overrasket, da han fik overbragt nyheden:

’Carl Nielsens musik har været med mig og i mig, siden jeg var helt lille, og nu tager jeg den med på mine besøg hos forskellige orkestre rundt om i verden. I andre lande lytter man til Nielsens musik på en lidt anden måde, end vi gør her i Danmark. Min indgang til at arbejde med musikken er først og fremmest at lytte og fusionere det der kommer til mig med det, som erfaringen, partitur-studierne og fantasien allerede har givet mig. På den måde finder jeg altid nye facetter i musikken og måske især i Nielsen, som jo er en så stor del af min baggrund. Nielsens musik kommer nok til at følge mig altid og jeg ser frem til hvad fremtiden bringer af nye fortolkninger af hans musik.’

Den anden dirigent, der tildeles et hæderslegat, er Paul Hillier, der har sat sit helt store præg på vokalmusikken her i Danmark gennem sit virke som dirigent og kunstnerisk leder for volkalensemblet Theatre of Voices og indtil for ganske nyligt også for vokalensemblet Ars Nova.

Hans mere end hundrede cd-indspilninger har indbragt ham verdensomspændende hæder og adskillige priser og hans bøger om Arvo Pärt og Steve Reich er – sammen med adskillige kormusikantologier – udgivet på Oxford University Press.

Paul Hillier tildeles hæderslegatet for sit utrættelige og passionerede arbejde som prisbelønnet specialist i vokalmusik med utallige bestillinger af værker hos samtidens komponister, hans store arbejde for at programsætte og indspille værkerne og endelig hans virke som fagbogsforfatter. Med tildelingen følger et varmt ønske om, at Paul Hillier fortsat vil berige verden med koncerter, skrifter og udgivelser på højeste kunstneriske niveau til inspiration og glæde for mange, lyder det i legatets motivation.

Allerede tilbage i 1970’erne som ung sangstuderende stiftede Paul Hillier for første gang bekendtskab med Carl Nielsens musik og Danmark. Interessen for Nielsens musik blev grundlagt og flere besøg i Danmark fulgte gennem tiderne, bl.a. en optræden i 1996 som gæstedirigent for Ars Nova, der skulle vise sig at få afgørende betydning. Det var her, han første gang mødte ensemblets manager, der senere skulle blive hans hustru og grunden til at han, efter mange år i USA, slog sig fast ned i Danmark.

“Når jeg ser tilbage på mit livsforløb, føler jeg, at det var forudbestemt, at jeg skulle vende tilbage til Europa og slå rod i Danmark. Så på flere planer betyder det meget for mig, både musikalsk og personligt, at modtage Carl Nielsen-prisen” fortæller Paul Hillier.

Sidste led i det ‘musikalske kunstværk’ er musikeren Lasse Mauritzen.
Som solohornist i DR Symfoniorkestret bestrider han en af de mest eksponerede positioner i dansk musikliv på det allerhøjeste internationale niveau. Med sin bemærkelsesværdige smukke hornklang og store instrumentale sikkerhed har han igennem flere år beriget den ene Torsdagskoncert efter den anden, lyder det fra bestyrelsesmedlem Tim Frederiksen.

“Jeg blev fuldstændig mundlam, da jeg fik overbragt den fantastiske nyhed. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne modtage denne prestigefyldte pris, som tidligere er tildelt store danske musikere, komponister og dirigenter. At modtage en pris som denne er det største, jeg nogensinde har oplevet i hele min karriere. Jeg er ydmyg og taknemmelig for anerkendelsen, som uden tvivl vil hjælpe min videre karriere både i Danmark og i udlandet”, udtaler Lasse Mauritzen.

Legatuddelingen

I år bliver det DR Koncerthuset, der torsdag den 12. oktober danner rammen for den festlige prisoverrækkelskoncert i samarbejde med DR Symfoniorkestret, Theatre of Voices, Ensemble Stralo, ACME String Quartet og Kh Marie.

Prismodtagerne har sammensat et program, som kommer vidt omkring fra kosmos til menneskelig lidenskab, Nielsens fejring af det urmenneskelige og Saint-Saëns’ charmerende hornkoncert.

DR Koncerthuset er den perfekte ramme for at præsentere så stor en fejring af helt særligt musikalsk talent. Det giver mulighed for, at koncerten når ud til hele Danmark, når den transmitteres direkte på P2, lyder det fra bestyrelsesmedlem komponist, Line Tjørnhøj.

Årets hædersprismodtagere

Peter Navarro-Alonso

Komponist
2023

Thomas Søndergård

Dirigent
2023

Paul Hillier

Dirigent
2023

Lasse Mauritzen

Musiker
2023

Marie Koldkjær Højlund

Komponist
2023
Back To Top