Sif Itona Westerberg
Sif Itona Westerbergs værker trækker ofte på referencer fra antikkens udhuggede billedfriser eller middelalderens farverige ikonografi, hvor hun henter en stor del af sin inspiration fra.
Hendes skulpturelle værker mimer et formsprog, der genkendes i historiske marmorskulpturer, men de er udført i gasbeton, som er et materiale, der primært bruges i byggeindustrien.
I blandingen mellem det industrielle materiale og det raffinerede håndværk opstår der en helt særlig kontrast, som både er sensibel og monumental.
”Sif Itona Westerberg læner sig op ad historiske traditioner med den måde, hun hugger sine skulpturer på. Men fordi hun benytter et moderne materiale, bliver hendes kunst aldrig støvet eller fastlåst. Hun skaber i stedet et sitrende udtryk, der både formår at se tilbage og frem i tiden.” siger museumsinspektør og udstillingsansvarlig Jakob Vengberg Sevel, ARoS.
Sif Itona Westerberg tager livtag med nogle af de store fortællinger, som danner grundlag for vores civilisation og kombinerer dem med moderne og fremtidige emner.
Hendes værker udfolder de problematikker, der udspiller sig i en tidsalder, hvor grænserne mellem teknologi, menneske og natur synes at være udviskede.