Søren Jensen

Download CV (DK)

Af Anna Weile Kjær.

Klovne, Mester Jakel-figurer og genkendelige konstruktioner hentet fra tivolier, forlystelsesparker og omrejsende markeder går igen.

Selv beskriver Jensen det folkelige som ”afvæbnende”, og han nærer en dyb forkærlighed for det profane.[1]

Hans arbejde med det folkelige eller det profane er ikke kitsch, ej heller satire. For som han selv formulerer det, er ”satire altid rettet mod noget”. I forkærligheden for det folkelige ligger en undersøgelse af, hvad denne kommunikationsform åbner op for.

Med kirugens præcision isolerer Jensen enkelte figurer, tegn eller strukturer ud af hele betydningskontekster. Disse undersøgelser af folkelige skulpturelle logikker er bl.a. blevet til fotografiske registreringer af private menneskers små bodkonstruktioner og salgsskilte i Fynske vejboder fra 2007, af fynske minigolfbaners utrolige figurationer i bøgerne Minigolf på Fyn fra 2010 og private menneskers hjemmelavede, og ofte småperverterede, 30 års-lykønskningskonstruktioner af tønder og campingvogne i Fynsk tillykke fra 2012.

I de fleste tilfælde slutter undersøgelsen af specifikke populærkulturelle sprog ikke ved registreringen. Ofte er dette først et indledende tilløb, hvorved han tilegner sig et skulpturelt sprog, hvorefter han konstruerer skulpturer ud fra det specifikke sprogs logik.

Værkerne Ordskilte fra 2015, der består af store skilte med enkelte udsagn som ”håb”, ”sorg” og ”latter” omgivet af lysende elpærer, gør brug af alle de klassiske formalistiske greb, et omrejsende tivoli har til rådighed, for at gøre opmærksom på noget særligt. Blot er der ikke tale om særlige forlystelser eller tilbud her, men enkeltstående ord om almengyldige fænomener som netop håb, sorg og latter.

Ved at isolere almengyldige udsagn på store, farverige skilte med festlige skrifttyper – og tilmed omringe dem med lys – bliver disse ganske almengyldige fænomener næsten fremmede.

Isoleringen fungerer her som et effektivt greb, der bliver en vigtig betydningsgiver. Disse ord, som er så almindelige, at de næsten er umulige at få øje på, får ny betydning, når de isoleres fra det sammenhængende sprog og sammenstilles med markedets festlige kommunikationsform.

De skulpturelle dobbeltgængere af genkendelige kommunikationsformer og strukturer bærer implicit et element af forvirring med sig. Lystskiltene, eller værket Karrusel fra 2009-2010, kunne til forveksling ligne readymades[2] hentet direkte fra et omrejsende cirkus. Alligevel afslører de sig selv som noget andet i detaljerne. De lysende tivoliskilte kommunikerer ikke ting til salg eller forlystelser, man kan ”prøve” (ved nærmere eftertanke gør de måske alligevel).

Karussellen virker, den snurrer, men den er underlig disproportioneret. Umiddelbart er der ikke plads til andet end de overdimensionerede hånddukker, der er installeret på den roterende flade, og de mange skilte, der omgiver dem.

Når noget, der lignede et readymade, afslører sig selv som konstrueret, opstår en bemærkelsesværdig forvirring. Det, som nu kan erfares i forvirringens kølvand, er snarere en kommunikationsform.

Det bliver muligt at skimte de usynlige, indlærte spilleregler, der følger al kommunikation, og samtidig se, hvor specialiseret og særegen den er i forskellige kontekster.

I værket Skoda Camp fra 2008 er en interimistisk lejr slået op om en knaldrød Skoda. Taget er blevet til en lille balkon med en opslået parasol omringet af en blå- og hvidstribet afskærmning.

En simpel konstruktion skaber en overdækning. Under overdækningen findes to folde ud-skamler og en brændeovn, hvis skorsten bryder op gennem taget. De klare farver – rød, hvid og blå i striber – kender vi fra klassiske feriemøbler.

Med den vesteuropæiske charter-kolonisering af verden er de klare farver og striber blevet globale signaler for ferie. Men på trods af konstruktionens tydelige brug af ferie- og campinglivets tegnsystem er det igen, som om noget er en smule ved siden af.

Med den komisk nedskalerede balkon, den simple overdækning og akavet placerede brændeovn peger Jensens værk snarere på den kraftfulde, ordløse kommunikation, som effektivt signalerer ferie, end på selve feriemøblets funktion. Også Skoda Camp er omgærdet af en produktiv forvirring.

Forvirringen kan spores til objekternes ubestemmelige funktion. På trods af at det tilegnede skulpturelle sprog er hentet fra egentlige brugsobjekter, er det nemt at blive i tvivl om, hvorvidt de egentlig er skabt til at kunne tages i brug.

Ligesom karrusellen er balkonen på Skodaens tag lidt for lille til, at man helt tør tro på, at det er meningen, man må placere sig på den. Alligevel er det svært at lade være med at forestille sig, hvad der ville ske, og hvad man ville se, hvis man gjorde.

På samme måde er det nemt at blive i tvivl, om lysskiltene rent faktisk vil sælge os noget, eller om det er meningen, at man kan tage de fremlagte dyremasker i Profan teater fra 2013 på.

Mange af Jensens værker placerer sig således i spændingen mellem brugsobjekt og værk. I spørgsmålet om deres brugsværdi træder Jensens objekter i kraft som skulpturer.

Isoleringen af et objekt eller materiale, og måske også den forvirring, som følger objekter skåret fri fra en kontekst, er nogle af den modernistiske skulpturtraditions mest effektive greb. Tvivlen om hvordan vi skal forholde os til et objekt, gør det muligt at erfare almene fænomener, materialer og vores egne kroppe i forhold til objektet på ny.

Spørgsmålet om funktion inddrager også store dele af de af Jensens værker, som placerer sig i en diffus gråzone mellem det skulpturelle og det arkitektoniske. Det vrimler med overdækninger, teltstrukturer, cykeltrailere, hegn, mure og konstruktive elementer fra temporær arkitektur.

De ligner strukturer, som skal bruges til noget. Som objekter med en inkorporeret tvivl om funktion kan Jensens skulpturer fremstå næsten tragikomiske. Ikke ulig den irske forfatter Samuel Becketts vagabonder, Vladimir og Estragon, i Mens vi venter på Godot står Jensens skulpturer ventende og med en indbygget uafklarethed om deres egentlige formål. Og ganske som i Becketts stykke opstår de vigtigste erfaringer netop med denne tvivl.

Det er derfor hverken overraskende eller en uvæsentlig pointe, at kunstneren i 1996 blev ringet op, fordi hans skulptur Trap Shelter, der på det tidspunkt var udstillet i det offentlige rum bag Hotel Imperial i København, var blevet taget i brug af lokale hjemløse.

I dette tilfælde kom tvivlen, om hvorvidt strukturen kunne tages i brug som arkitektur, de hjemløse til gode. Fremfor at fjerne skulpturen blev der i stedet arrangeret daglige rengøringer af skulpturen. Dette var muligt, fordi det var et kunstværk og ikke egentlig offentlig arkitektur.

I dette tilfælde udstiller værkets indbyggede tvivl om funktion absurditeten i vores fælles fremmanede samfundslogikker.

[1] Interview d. 12. august 2021 i kunstnerens hjem.
[2] brugsobjekter hentet direkte fra én specifik funktionel kontekst over i en kunstkontekst.