Ulla Miilmann
På den særdeles eksponerede plads som solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret har Ulla Miilmann i mere end tyve år spillet på højeste niveau.
Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har hun været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere.
Ulla Miilmann tildeles hædersprisen som en anerkendelse for dette virke og en opmuntring til at fortsætte med at glæde de mange tilhørere, lyttere og seere.