Skip to content

Veronika Voetmann

Foto: Marius Budu

Talentprismodtager 2025
Veronika Voetmann
Komponist

Links

Veronika Voetmann er en alsidig cellist og komponist

I løbet af det seneste årti har hun arbejdet med en bred vifte af kunstnere og ensembler og skabt musik både til den kontemporære kunstmusikscene, performances og kunstudstillinger, samt optrådt nationalt og internationalt med egne ensembler og medvirket i flere teaterforestillinger.

Som komponist er hun optaget af at skabe værker hvor klangmaleri, tekstur og organisk vækst og udvikling er i fokus. Hun skriver ofte på baggrund af et tidsaktuelt narrativ eller med udgangspunkt i et fænomen, en filosofisk tanke eller en visuel idé. Hun arbejder primært med klassiske ensembleformater (strygekvartetter, orkestre, kor m.v.) men undersøger hvordan hun kan sammenflette rytmiske og klanglige æstetiker fra en række andre genrer, bl.a. den nordiske folkemusik.

Hendes værker er bl.a blevet fremført af DR Vokalensemblet, Aarhus Sinfonietta, Helsingborg Symfoniorkester, Jönköping Sinfonietta og Göteborg Oboekvartett. I 2023 var hendes orkesterværk “Frostbitten” udvalgt til ISCM – World New Music Days i Johannesburg og i 2025 var hun featured på SPOT Flux med strygekvartetten “Metaxy”.

Hun arbejder i øjeblikket på et værk til DR Symfoniorkester, som uropføres til åbningskoncerten af PULSAR festivalen 2026, samt et længere korværk til Det Unge Vokalensemble, DUVE, med premiere medio 2026.

Veronika har taget størstedelen af sin uddannelse i Sverige, først som musiker på Skurups Folkhögskola (folklinjen), siden på Musikhögskolan i Malmö, hvor hun først studerede Music Performance (Individuell Studiegång) og dernæst klassisk komposition, med studier hos Rolf Martinsson, Daniel Hjorth og Björn Tryggve-Johansson. Hun har siden taget en kandidat i komposition på DKDM med studier hos Bent Sørensen, Jeppe Just Christensen, Rune Glerup og Hans Peter Stubbe-Teglbjærg.

Hun har gennem hele sin kompositoriske udvikling haft Signe Lykke som mentor

Veronika har desuden et omfattende virke som live og studie musiker. Her indgår hun oftest i sammenhænge hvor musikalsk medskabelse og improvisation er en del af jobbet, og hun anvender ofte elekroniske virkemidler og pedaler i sit cellospil.

Hun er aktiv i sine egne ensembler Stringflip og Cloud Atlas Trio, der begge arbejder indenfor roots genren og hun har været sidewoman med artister såsom: Myrkur, Damkapellet, Ættir, Jeanett Albeck, Marc Facchini, Crush String Collektive m.fl.

Hun har siden 2020 været kunstnerisk leder på festivalen Frederiksdal Chamber Folk Festival, som hun også er medstifter af. Festivalen bliver afholdt på Frederiksdal Slot i Virum, hvert år i sensommeren.

 

Denne anerkendelse er noget af det fineste og mest rørende jeg har oplevet som kunstner.

Jeg skaber musik fordi jeg ikke kan lade være, og har altid haft en stor nysgerrighed, der efterhånden har bragt mig ud i en del afkroge af det musikalske landskab.

Det giver mig også en enorm motivation, at andre finder værdi i mit arbejde, og jeg får lyst til fortsat at gøre mit ypperste for at levere det bedste jeg har i mig, og at fortsætte ned af de musikalske stier, hvor jeg ikke har været endnu. Desuden er timingen vidunderlig, da jeg, netop nu, sidder og arbejder på to store værker. Denne pris giver mig så meget ro og mulighed for fordybelse.

Kæmpe stort tak!

 

Back To Top