Skip to content

Sofie Johanne Birch

Foto: Rune Svenningsen

Talentprismodtager 2023
Sofie Johanne Birch
Komponist

Links

Sofie Birch har gennem flere år markeret sig som en af de mest fremtrædende ambientkunstnere i Danmark.

En multiinstrumentalist og vokalist med en helt særlig sans for at opbygge harmoniske og dog komplekse musikalske rum med en blanding af elektronisk hardware, akustiske instrumenter og field recordings.

Med udgangspunkt i lydens og vibrationernes helbredende natur frembringer hendes musik drømmeagtige, meditative tilstande hos lytteren og hendes liveshows er ofte bygget op med scenografiske elementer og kostumer, der smelter rum og lyd sammen til en indhyllende
æstetisk oplevelse.

I 2022 producerede Sofie Birch soloalbummet Holotropica og albummet Languoria i samarbejde med den polske vokalist Antonina Nowacka. Begge albums høstede store roser, både nationalt og internationalt, blandt andet skrev Pitchfork: “An enduring snapshot of the most ephemeral kind of beauty” og danske Information skrev: “…et mesterværk for abstrakt stemme og økologisk elektronik”.

Hun har optrådt på en lang række store internationale og nationale festivaler som CTM, CPH:DOX, Unsound og venues som The Barbican, og har derudover arbejdet med lyd og kompositioner til prisbelønnede kunstinstallationer og animationsfilm.

Sofie Birch udgiver det månedlige mix, Ambient Abracadabra, på den globale radio platform, NTS og kan opleves live med konceptet under Aarhus Festuge i august 2023.

Derudover kan Sofie Birch opleves i løbet af sommeren med både med Antonina Nowacka og med hendes band på Roskilde Festival, Unsound Festival i Australien og Øhavet Festival.

Jeg er meget rørt og taknemmelig over at modtage denne pris for mit kunstneriske arbejde. For mig betyder det meget at skabe et bæredygtigt og afbalanceret liv som kunstner og mor, hvor jeg kan trække vejret og være nærværende i det jeg laver. At få denne anerkendelse og støtte er en kæmpe gave.

Eksempler på værker

Back To Top