Skip to content

Emma Horton

Emma Horton
Foto: Skovgaard Studio

Talentprismodtager 2026
Emma Horton
Komponist

Links

Emma Horton

HORTON er Emma Hortons solo projekt. HORTON´s univers er lyriske og kompositoriske oversættelser af hendes liv med katastrofer og kærlighed. Med brug af vokal, elektroniske syntetiske elementer og lyde fra hverdagen, skaber HORTON et samlet univers som hun, med sit sceniske nærvær og store indlevelse, inviterer lytteren ind i.

Musikken og de virkningsfulde enkle og skarpe tekster, skaber en frihed for lytteren til at drømme og relatere til egne oplevelser.

HORTON har over de seneste år markeret sig som en stærk live-artist på tværs af landet, fra de intime rammer på Krudttønden i København til Kulturens Døgn i Esbjerg.

Hendes musikalske univers foldes ud i krydsfeltet mellem det elektroniske og det historiske; i 2025 indgik hun i et unikt samarbejde med H.C. Andersens Hus i forbindelse med 150-året for digterens død, hvor hun medvirkede i en stemningsfuld “koncert-vandring”.

Sommeren 2025 markerede et kunstnerisk vendepunkt for HORTON; i samme uge som hun færdiggjorde sin bachelor i Elektronisk Musik og Lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium, udgav hun sin debut-EP ’jeg jeg jeg’.

Udgivelsen satte for alvor kursen mod de elektroniske scener og kulminerede i november 2025, da hun optrådte til Opkommer Elektronisk. Her vandt hun to coaching-sessions hos den anerkendte artist Fallulah – en væsentlig anerkendelse af HORTONs potentiale og hendes evne til at fange publikum med sit unikke lydunivers.

HORTON er elektronisk minimalisme med dansksproget vokal og et tilgængeligt twist, der byder på gentagne og uforudsigelige former for en ny lytteoplevelse.

“I mit arbejde som komponist og producer bryder jeg bevidst med den traditionelle popform. Jeg arbejder med et reduceret tekstunivers, hvor få, skarpe sætninger får lov at føre musikken fremad.”  Emma Horton.

Inspirationen findes i den minimalistiske repetition, der er beslægtet med Gertrude Steins filosofi om, at ordene ”vokser” og skifter betydning, hver gang de gentages. Ved at lade sangene bestå af cirkulære motiver frem for vers-omkvæd-strukturer, skaber HORTON en hypnotisk historiefortælling, hvor lytteren tvinges til at dvæle ved de emotionelle kernepunkter.

Som artist varetager Emma Horton selv alle led i den skabende proces, fra de første tekstnoter og elektroniske kompositioner til produktion, mix og den visuelle indpakning.

Emma Hortons arbejde er funderet i en DIY-mentalitet og en nysgerrighed over for krydsfeltet mellem populær musik og lydkunst. Hun valget om at kuratere sin egen visuelle identitet sikrer en rød tråd mellem det auditive og det visuelle udtryk.

Det er et kæmpe skulderklap. Jeg er både stolt og rørt over at blive anerkendt i en sammenhæng med kunstnere, jeg ser op til. Det betyder især meget, fordi jeg har valgt en anden vej end mange andre.
Esbjerg giver mig ro og en følelse af hjem. Det er her, jeg kan skabe musik på mine egne præmisser. Jeg har valgt at sætte mig selv og mit mentale helbred før karriereræset, og det valg hænger tæt sammen med, hvor jeg bor. Og nu viser det sig, at give pote for karrieren.

Back To Top