Gustav Bjerre

Gustav Bjerre
Middelalderens hukommelseskunst optager mig meget, og finder vej ind i min musik på flere niveauer.
Den præger min kompositionspraksis, hvor systemer, der trækker tråde til mnemoteknik, spiller en voksende rolle, og er også emne for et musikteoretisk projekt, jeg aktuelt arbejder intensivt med.
Den filosofiske tradition knyttet til hukommelseskunsten er for mig både fascinerende og gådefuld, og fungerer også som en bredere kunstnerisk drivkraft. Idéen om, at hukommelsen og det mnemoniske ikke blot er udenadslære, men en aktiv udvikling af fantasi og erkendelse, er en væsentlig inspiration, som jeg søger at integrere i mit musikalske arbejde.
Jeg er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og debuterer fra solistklassen i 2027. Jeg har en bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium (2013–2016), og har studeret et halvt år på ESMUC (Escuela Superior de Música de Cataluña).
Som led i mine studier er min musik blevet opført af ensembler som The Ligeti Quartet, Esbjerg Ensemble, DR VokalEnsemblet, Curious Chamber Players og Nordic Voices.
I 2023 skrev jeg et værk for strygekvartet ved Carl Nielsen International Chamber Music Competition, og i 2024 uropførte DR Symfoniorkestret mit første orkesterværk.
Jeg er utrolig taknemmelig for at modtage denne fine pris. Det er en virkelig dejlig anerkendelse, som jeg er oprigtigt beæret over, og som giver mig rum til at fordybe mig i mit arbejde.
