Skip to content

Steeina Trio spiller hospicekoncerter i december

Steeina Trio spiller hospicekoncerter i december

” Musik har en unik evne til at lindre og skabe ro, når vi har brug for det mest. Carl Nielsens musik, med sin varme og dybde, er ideel til de stille øjeblikke. Steinaa Trioen bringer hans værker til hospice og skaber øjeblikke af fred og fællesskab. En stor tak til Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat for deres støtte, der gør dette projekt muligt og giver trøst til patienter og pårørende i en svær tid.”

https://steinaatrioen.dk/

Steinaa Trioen spiller en række intime hospicekoncerter med Carl Nielsens musik, støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Trioen ønsker at bringe Carl Nielsens musik ud til mennesker i livets sidste fase og give både patienter og pårørende en oplevelse præget af skønhed, nærvær og ro.

Projektet forener musik og omsorg, og bygger på tanken om, at kunsten har en naturlig plads i livets allersidste kapitel. Carl Nielsens værker, med deres kombination af dybde, humor og menneskelighed, taler på særlig måde til de mange facetter af livet.

Koncerterne bliver afholdt i løbet af december måned, da det især er en tid som betyder meget for patienterne og de pårørende på steder som Diakonissestiftelsen og Sankt Lukas Stiftelsen.

Musik hører ikke kun til i koncertsale. Koncerter kan berige i en meget bredere forstand, hvis man blot er villig til at flytte den derud, hvor der er brug for den – og det er Steinaa trio. De tror på, at koncerter på hospice kan skabe nærvær, mening og trøst på et tidspunkt, hvor ord ofte ikke rækker.

Netop hospice er et sted, hvor værdighed og nærvær er centralt, og i denne fase af livet kan musikken være en lindrende oplevelse.

Mange hospicer har begrænsede midler til kulturelle arrangementer, og derfor er det netop her, fondsstøtte kan gøre en stor forskel og gøre det muligt at gennemføre projekter som dette uden at belaste institutionernes egne budgetter.

Steeina Trio tilpasser koncertprogrammet i samarbejde med det enkelte hospice, efter stedets behov og eventuelle personlige ønsker eller yndlingssange blandt patienterne.

”Vi ønsker med dette projekt at kombinere kunstnerisk kvalitet med menneskelig varme – og at lade Carl Nielsens musik klinge netop dér, hvor der er mest brug for den.”

Steinaa Trioen

Trioen består af tvillingesøstrene Maria Steinaa fløjtenist og Eva Steinaa, oboist, samt Elias Holm, pianist.

Steinaa Trioen har gæstet en lang række kammermusikforeninger og kirker i Danmark, og trioens repertoire spænder vidt fra barok til moderne stykker. Trioen har især de senere år sat fokus på kvindelige komponister, der også hyldes i deres nye festival ”Skyggekvinder”.

Back To Top