The Carl Nielsen Correspondence
Carl Nielsen Brevudgaven som onlineportal
Det Kgl. Bibliotek og forlaget Multivers har efter et treårigt samarbejde udgivet Carl Nielsen Brevudgaven som en opfattende onlineportal og som e-bog, med engelske oversættelser.
Den trykte udgave i 12 bind fra 2015 regnes i dag for et centralt kildemateriale til forståelsen af Carl Nielsens liv, værk og den europæiske musikverden fra 1880’erne til 1930’erne. Breve og dagbogsoptegnelser giver samtidig et levende og til tider dramatisk billede af komponistens personlige og kunstneriske liv.
De nye digitale tiltag gør materialet tilgængeligt for et bredere og internationalt publikum.
Klik dig ind i Carl Nielsen liv: Tusindvis af breve og dagbøger er nu frit tilgængelige
The Carl Nielsen Corresponce er en online portal, der giver offentligheden adgang til et af de mest omfattende og betydningsfulde kildematerialer i dansk musikhistorie: Carl Nielsens samlede korrespondance og dagbogsoptegnelser.
Portalen rummer i skrivende stund 7.380 breve og 492 dagbogsnotater og giver et enestående indblik i både komponistens liv, hans kunst og den musikalske og kulturelle virkelighed i Europa fra 1880’erne frem til hans død i 1931.
Materialet dokumenterer, hvordan Carl Nielsen stod i kontakt med mennesker på tværs af sociale skel – fra sit eget ophav til centrale skikkelser i det danske og europæiske kulturliv. Brevene og dagbøgerne er ikke blot historiske dokumenter, men også levende fortællinger, der rummer både hverdag, konflikter, ambitioner og refleksioner over kunsten.
Portalen er udviklet som en interaktiv web-app, der gør det muligt at gå på opdagelse i materialet på mange forskellige måder.
Man kan læse brevene kronologisk, følge al korrespondance med en bestemt person eller finde de steder, hvor specifikke værker bliver omtalt. For hvert dokument vises relevante oplysninger om de kompositioner, der nævnes, herunder opusnumre og links til yderligere information hos Det Kongelige Bibliotek.
Brugeren kan desuden vælge mellem at se faksimiler af originalbrevene, læse de danske tekster og/eller benytte engelske oversættelser. Dermed henvender portalen sig ikke kun til danske brugere, men også til et internationalt publikum med interesse for klassisk musik og kulturhistorie.
I samarbejde med Det Kongelige Bibliotek har Forlaget Multivers gennem de seneste fire år stået for oversættelsen af hele brev- og dagbogsmaterialet til engelsk.
Dermed er et centralt stykke dansk kulturarv nu tilgængeligt globalt i både original og oversat form via hjemmesiden.
For dem, der foretrækker at læse materialet samlet, kan korrespondancen også downloades gratis som e-bog på både dansk og engelsk.

