Jytte Høy
Jytte Høy arbejder inden for det, man kalder det udvidede skulpturbegreb.
Hos hende er de associationer og tanker, som genstanden sætter i spil, en lige så stor del af værket som selve genstandens fysiske tilstedeværelse.
Hendes arbejder kan deles i to kategorier. Dels er der enkeltværkerne, genstande, der af og til optræder i mindre grupper, dels er der den store udstilling, som i sig selv er et værk, en helstøbt installation, opbygget af flere delelementer.
Jytte Høy arbejder med enkle, men virksomme greb.
Perspektivet skal bare lige forskubbes lidt, for at verden så at sige tager sig helt ny ud. Det handler i virkeligheden om at se. Ikke om at se det man ved, man ser, men om at se på et utal af forskellige måder. F.eks. gennem opmærksomhed på mellemrummet mellem tingene, eller gennem den måde hvorpå to forskellige logikker støder sammen.
I en montre ligger en mariekiks med synåle stukket i. Man når lige at mærke den søde, klæge, til ganen klistrende masse, før det stikker overalt. Det er fysisk ubehageligt, og samtidig ligger kiksen der, og er både kiks og en fin rund arkitekturmodel, der næsten svæver.
Jytte Høys værker forbinder sig altid på en eller anden vis til kroppen og sansningen, også selv om værkerne kan være ganske små. Det kan handle om måden, man skal bruge kroppen på for at se dem, om deres kropslige reference eller om den fornemmelse, de vil afsætte i kroppen.
Jytte Høy arbejder ud fra en undren over sammenhænge og en spørgen til strukturer og systemer, og værkerne er ofte en form for paradoksale møder eller kortslutninger mellem forskellige logikker.
Man kunne kalde Jytte Høys værk for elastisk. Hun kan tage et lille værk og spænde det ud til et stort, ligesom det kan foldes den anden vej. Det kan blive helt immaterielt og være en tanke. Således kan Lenins hjerne komme til en dansk udstilling, bare fordi de to ord nævnes, og derfor allerede sidder og rumsterer i hjernen på folk.
I de store museumsudstillinger Tankens Museum og Et Historisk Alfabet til dig, har Jytte Høy strakt værkbegrebet helt ud, sådan at udstillingerne i sig selv er værker med en egen logik.
Udstillingerne er store kompositioner, hvori hver enkelt del har sin egen nødvendighed. Forbindelsestrådene spindes ofte via associationer. En association kan føre til en anden association og så fremdeles indtil syvende led, hvor vi ender tilbage til den første igen.
Sådan spænder Jytte Høy et kunstnerisk edderkoppespind ud til beskueren, som man kan vandre ad, og bedst som man tror, man har fundet vejen, ender den alligevel et uventet sted.
Af Mai Misfeldt – udgivet i kataloget til udstillingen på Den Frie i forbindelse med tildelingen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2008
Interessen for strukturer er en slags mønster-kiggeri, hvor jeg leder efter visuelle eller betydningsmæssige sammenfald i fænomener af meget forskelligartet natur. Jeg finder en uendelig skønhed i åbenbaringen af sådan en form for pludselig og sær sammenhæng, og jeg finder den særlig velegnet til formidling gennem billedkunsten.
– Jytte Høy
Eksempler på værker
