Olafur Eliasson
Video: Christian Brems
Olafur Eliasson
Olafur Eliassons værker udspiller sig ofte i byrum eller i arkitektoniske scenarier. Hans kunst er beskrevet som geofauvisme, der gennem visuel kunst i byrummet gør opmærksom på naturens urkraft som opposition til civilisationen.
Eliasson sætter en æstetisk, klimabevidst og socialt ansvarlig dagsorden og rører ved menneskers hjerte og sind ved at indhylle os i naturfænomener. Således skaber han et sensorisk betinget tankerum, der får os til at reflektere over os selv og vores plads i og indvirken på en skrøbelig verden.
Eliasson arbejder med (eller mod) arkitektur og byplanlægning. Han bringer via kunsten naturen ind i byens – eller den enkelte bygnings – intimsfære ved for eksempel at bygge vandfald i New York, opføre Your Rainbow Panorama på toppen af Aros eller ved at lede en å ind gennem et kontorlandskab.
I værket Ice Watch Bragte Eliasson og geolog Minik Rosing 12 isblokke fra Grønland til Rådhuspladsen i København og til Paris. I The Weather Project på Tate Modern indhyllede tæt tåge publikum og en kunstig sol.
Eliassons installation Riverbed på Louisiana var et altomfattende islandsk sagalandskab, hvor publikum kæmpede sig gennem et stenlandskab med vandløb og klippeblokke. Der er således ofte en fysisk interaktion med publikum, der bevæger sig gennem kunsten og på flere sensoriske planer oplever og interagerer med den.
Olafur Eliasson engagerer sig i verden. Han er adjungeret professor ved Alle School of Fine Arts and Design i Addis Ababa i Etiopien. Sammen med ingeniør Frederik Ottesen grundlagde Eliasson i 2012 den sociale virksomhed Little Sun, der fremstiller og distribuerer solcellelamper og mobilopladere til millioner af mennesker, som lever uden adgang til elektricitet.

Foto: Louise Yeowart, 2024
Olafur Eliasson modtager Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderslegat for sit enorme ouevre, der forholder sig til menneskets plads i og ansvar for en verden, der er udfordret af klimaforandring, fremmedgjorthed, ulighed og krige.
Olafur Eliasson (f. 1967) er vokset op i Danmark og Island. Han er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1995. Han arbejder i dag fra Studio Olafur Eliasson i Berlin, hvor han arbejder aktivt med videnskab i sin kunst.
Hans værker har været vist eller indgår i samlingerne hos bl.a. Museum of Modern Art i New York, Louisiana i Humlebæk, Museumof Contemporary Art i Kanazawa, Tate Modern i London og på Venedig Biennalen.






