Viera Collaro

Download CV (DK)

Hjemmeside:
http://vieracollaro.com/viera-collaro

Af Anna Weile Kjær.

Helt konkret installerer hun lys i form af lysstofrør, neon, LED og reflekterer lys i højpoleret stål, aluminium, spejle og glas. Men det er selve lyset, som udgør en grundlæggende forudsætning for hendes arbejde.

I videnskaben såvel som i Collaros kunst er lys og farver to sider af samme sag. Ligeledes er Collaros arbejde med farver flersidet, det er både videnskabeligt, farvesystematisk og åndeligt funderet. Collaro beskriver sit arbejde med lys i interviewet ”Det lysner” af Jo Carlsen:

”Min opfattelse af lyset har at gøre dels med fysik og dels med åndelighed. Mange af mine værker er derfor inspireret af lysets fysiske kvalitet. Lys er delvis en energi som sendes ned til jorden fra universet. En lysstråle som indeholder tusindvis af fotoner, er samtidig usynlig. Når lyset rammer noget, bliver det synligt. Lysets kvalitet påvirker dermed naturen og mennesket. Vi er alle en del af universets uendelige rum og vi bliver konstant påvirket af denne sfære. I virkeligheden, kan vi ikke overlever uden lys.”[1]

Hendes værker befinder sig således som en vekselvirkning mellem systematik, intuition og meditativ sansning.

I sin kunstneriske praksis har Viera Collaro markeret sig med monumentale permanente og stedsspecifikke installationer i det offentlige rum. Hendes offentlige værker er dybt forankret i hver eneste af sine kontekster.

Som et stort lysende tegn markerer et af hendes første offentlige værker, Ringen fra 1997, hovedindgangen til Randers Kulturhus. Til spørgsmålet om hvorvidt værket Ringen kunne hænge et andet sted svarer Collaro:

”At flytte et værk, der er tænkt til en specifik situation kan være katastrofalt. Det mister sin oprindelse. Placeringen og integreringen af et værk opstår jo ud fra en lang kunstnerisk bearbejdning af den rumlige oplevelse og erfaring med stedet. Ringen er udarbejdet specifikt til Kulturhusets arkitektur, så proportioner og materialer er afstemt med bygningen, der er tegnet af Mogens Lassen i 60’erne.”[2]

Ringen svæver med sin spejlblanke metaloverflade ud fra Randers Kulturhus’ hårde stenfacade løftet af bagvedliggende regnbuefarvet lys, som siver ud mellem metalcirklen og betonvæggen.

Det enkle værk står i skærende kontrast til betonens taktile overflade med mærkninger fra forskallingsbrædder og det uendeligt detaljerede offentlige rum, det befinder sig i.

Verden spejler sig i den polerede overflade, og samtidig udsender det sagte sin egen energi.

Som et futuristisk mantra eller magisk segl fremtræder det som en invitation til at sanse verden, lige der. Denne kvalitet er bemærkelsesværdig i Collaros værker. De opererer som potente fokuspunkter i en større sansning af omverdenen.

I teksten ”Lysets væsen” beskriver kunsthistoriker Nanna Stjernholm Jepsen Collaros praksis som en humanistisk minimalisme.[3] På trods af at Collaros skulpturer benytter sig af et stringent, minimalistisk formsprog og materialeholdning, er hendes stedsspecifikke skulpturer skabt til at imødekomme mennesker.

De er ikke romantisk nostalgiske, men derimod situeret i en tid, som gør brug af spejlende materialer som metal, glas og kunstigt lys. Ganske som med placeringen af sine værker, arbejder Collaro dedikeret i den kontekst, der er hende givet, det gælder også den materielle.

Det enestående ved Collaros værker er, hvordan hårde materialer og enkel figuration ikke bliver afvisende. De er ikke fremmedgørende, men afstemte. Afstemte i proportion, placering og symbolik. Det er herigennem, de vender sig; i en venlig gestus mod verden.

Til definitionen humanistisk materialisme er fristende at tilføje endnu en: spirituel minimalisme. Den spirituelle minimalisme finder sted, når Collaros værker som mantraer blidt leder vores opmærksomhed mod særlige punkter eller kvaliteter i vores fysiske omgivelser.

Med værket Buen fra 2018 leder Collaro vores opmærksomhed mod KB Hallens særlige arkitekturs afgrænsning mod resten af verden. Den enkle markering af bygningens arkitektur består af en 38 meter lang aluminiumsform med indbyggede RGB-dioder.

På trods af skulpturens imposante omfang leder den alligevel opmærksomheden væk fra sig selv og mod noget allerede eksisterende, rummets form. Men de klare farver tilføjer samtidig en tydelig accentuering af rummet.

Den skiftende farvesætning ændrer hele bygningens fremtoning både indvendig og udvendig. Buen gør K.B. Hallen til et poetisk og sakralt rum.

Vi finder et lignende skulpturelt greb i delelementer af værket Energy Unfolds fra 2001. Her er en serie lodrette lysstofrør i systematiske farver installeret, hvor væg og loft mødes i Avedøre Kraftværks centralhal. De spejler sig i hallens kæmpestore arbejdende maskine. Som Buen leder Energy unfold’s form og placering opmærksomheden mod den eksisterende arkitektur.

De skulpturelle greb ligner hinanden, men værkerne er vidt forskellige. I sammenligningen mellem værkerne fremstår det tydeligt, hvor afgørende en medskaber konteksten er i Collaros værker. Det bliver samtidig tydeligt, hvor meget af sin omverden Collaros værker inddrager. Eller omvendt. Hvor meget de smitter af på den omgivende verden og væsnerne i den. Ofte helt bogstaveligt, som med det skiftende diffuse lys, som udsendes fra den enkle, 6 meter lange trekantsformede skulptur i glas og stål installeret på loftet ved hovedindgangen som en del af udsmykningen af Musikkens Hus i Nordhavn,

Klangfarve lavet i samarbejde med kunstneren Jakob Kirkegaard. Her omslutter både lyd og lys den ind- og udtrædende som en rensende portal, der slår tonen an i bygningens overgang mellem inde og ude.

Overgange er et ledende motiv i Collaros værker. Titlen Transitions I-III fra udstillingen Just before Dawn[4] i Cisternerne i 2012 leder på sporet. Store perforerede kegler skabt i aluminium, kanaliserer farvet lys mod vægge, gulv og loft. Lysets bevægelse markeres, formgives og kondenseres af geometrien. Vi bliver pludseligt opmærksomme på lysets rejse og overgang fra udsendelsessted til flade.

De farvede rum, skulpturerne spænder ud omkring sig, skaber mærkbare overgange fra den ene værkatmosfære til den næste. Her lander vi ved et afgørende kendetegn for Collaros værker, som altid befinder sig i en dyb samstemmighed med verden og atmosfæren omkring sig, og som altid markerer en bevægelse: i lysets rejse gennem rum og i dets kontinuerlige foranderlighed.

Når Collaro behandler lyset, appellerer hun til og gør brug af basale menneskelige erfaringer og humanistiske værdier. Selv beskriver hun sit forehavende med lys således:

”Jeg søger at skabe en transformerende oplevelse i mine værker, som forholder sig til lysets værdier, som refleksioner, gennemsigtighed eller immaterialitet. Mine værker er undersøgelse af universelle menneskelige normer, som befinder sig i sindets rum, de relater til begrebet uendelighed og endeløshed. Humanistiske begreber som medfølelse og kærlighed, tolerance, fred og frihed er centrale i mine værker. Min praksis omhandler åndelige processeer som mennesket gennemgår i livet, fortolket gennem forskellige materialer og grundformer, med fokus på lys.”[5]

Dette kommer bl.a. til udtryk i den måde, hvorpå hun inkorporerer tekst i sine værker med enkelte ord som ”love, not hate”, ”don’t worry”, ”breath” og ”knowledge”. Ordene er bøjet i neon som lysende appeller til verden og menneskerne omkring dem.

Collaro skærer så langt ind til benet, at intet unødvendigt står tilbage. Hun beskæftiger sig med lys, grundfarver og grundformer, der forvandles til en spirituel energi.

[1]Carlsen, Jo, ”Det Lysner – Interviewet med Viera Collaro ”, Jyllands-Posten, december 2020
[2] Collaro, Viera & Campau, Ruth, ”Viera Collaro i samtale med Ruth Campau”, Essence of Light – Viera Collaro, 2017, 89.
[3] Jepsen, Nanna Stjernholm, ”Lysets væsen”; Essence of Light – Viera Collaro, 2017,  .
[4] Udstillingen var lavet i samarbejde med Margrete Sørensen og Merete Barker.
[5] Viera Collaro, 2021