Sophia Kalkau

Download CV (pdf)

Hjemmeside:
www.kalkau.dk
Louisiana Channel:
https://channel.louisiana.dk/video/sophia-kalkau-bubbles-of-humour

I Kalkaus første digtsamling, Månespil, 2000 skriver hun om tiden som en rytme, der deler sig i to: en, der står stille og en, der flyver.

Det kunne være nærliggende at se hendes skulpturer som et fysisk udtryk for denne rytme. Man kan også sige, at hendes værker afsøger feltet mellem objekt og billede, mellem det konkrete og det imaginære. De etablerer et muligt rum mellem det bestemte og det ubestemte, mellem det, der ligner noget, vi kender, og som vækker en kropslig fornemmelse i os, og så noget helt fremmed og andet.

Sophia Kalkau arbejder parallelt med flere medier. Skulpturen og billedet, i form af fotografier, hvor hun bruger sin egen krop som objekt, har, sammen med udgivelser af digte og kunstneriske refleksioner, fra begyndelsen været ligeværdige udtryk.

Skulpturerne er ofte klassiske, altid tænkt i forhold til kroppens dimensioner, og ofte dukker geometriske former som ovalen, cirklen, kuglen, kuben op i Kalkaus værker.

Kalkaus udtryk er stramt og klart, men værkerne rummer også en blidhed og en plads til det skrøbelige og noget uregerligt. Den psykologiske fortælling og den drømmeagtige logik har lige fra begyndelsen også været en del af hendes værk. Sophia Kalkaus værker bærer præg af, at hun er en reflekterende kunstner, men også en kunstner med en sanselig og poetisk tilgang til verden.

Kalkaus skulpturer kan tage afsæt i en konkret hverdagslig genstand; hårnålen, knappen, terningen og løfte dem ud i en abstraktion. De forholder sig til nuet, men er også i dialog med den skulpturelle tradition, helt tilbage til det gamle Ægypten og frem til nutiden.

Hun arbejder ofte i træ, som hun maler og derefter sliber, hvorved skulpturerne får en særegn overflade, mat og med en gipsagtig blødhed, som tilfører dem en intim og sanselig dimension.

Kalkaus fotografier knytter an til det skulpturelle rum i og med at de gengiver en form for tableauer, forestillinger eller iscenesættelser, der fastfryser kroppen (altid kunstneren selv) i en rumlig situation.

Således viser værket Tableau fra 1999, hende selv, nøgen og omfavnende en hvid æggeformet skulptur, der dækker hele hendes torso, så man kun ser det bøjede hoved, arme og ben, hænder og fødder. I disse fotoværker, der trækker linjer til bodyart- og performancetraditionen, ses Kalkaus ansigt sjældent.

Det handler om kroppen som almen krop og form. En form, der kan omslutte en anden form, et materiale, der møder et andet materiale.

I fotoværket Sitting Red fra 2008, ser man Kalkaus krop siddende på en simpel hvid plade på to bukke. Her er det ikke kroppen, der omslutter noget, men derimod kroppen selv, der sidder indhyllet i et karmoisinrødt stykke stof, et hylster, der får kroppen til at minde om en puppe.

En gådefuld form med et potentiale til forvandling. Klædet er også en reference til den klassiske skulpturs brug af draperinger, som skulle skjule det forbudte nøgne, men som, i kraft af den måde hvorpå draperingerne klæber til kroppen som en ekstra hud, fremhæver kroppens proportioner og kurver.

Opstillingen er nutidig og virker på sin vis interimistisk, men peger samtidig tilbage til fortidens gravmæler, hvor en skulptur af afdøde hvilede ovenpå kisten.

Kalkau har arbejdet med serier af fotografier med siddende, liggende, stående, hvide og røde draperinger, skjulte og nøgne kroppe. Sophia Kalkau bruger i høj grad sig selv og sin krop i sin kunst, men løfter det private og personlige ud i det almene og den kunstneriske traditions rum.

(Tekst fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen legatets hædersprisudstilling på Den Frie, 2010. Mai Misfeldt).